Feministisk avis vil ændre Indien

800px-india_-_faces_-_rural_women_driving_their_own_change_1_2229752965
Det er især kvinder fra landet og fra lavkaster, der skriver for avisen. Billedet her er dog ikke taget i forbindelse med avisen.
Foto: McKay Savage - fra Wikimedia Commons.
Gerd Kieffer-Døssing

Khabar Lahariya – der kan oversættes til ’nyhedsstrømme’ – er en særlig indisk avis. Den drives og produceres nemlig udelukkende af kvinder og præsenterer lokale nyheder gennem en feministisk linse:

”Vi forsøger at give kvinder en stemme og fortælle historier ud fra deres synsvinkel, når det er muligt,” siger Shalini Joshi, der har været med til at starte avisen, til The Guardian.

Kvinderne, der arbejder på Khabar Lahariya kommer ofte fra landet eller fra lavkaster. Et arbejde på avisen giver dem både selvtillid og en rolle i samfundet og er med til at bryde med landets normer for, hvad kvinder kan og bør.

Nye normer

Indien er et patriarkalsk samfund, og selvom kastesystemet officielt er afskaffet, fungerer det stadig i praksis. Ved at give kvinder fra lavkaster arbejde på avisen og italesætte kønsstereotyper håber man at kunne skabe større national opmærksomhed på kvinders rettigheder.

Den indiske skribent og kvindeaktivist Farah Naqvi sammenfatter ifølge UNESCO de kvindelige journalister historie således:

”De har kæmpet med deres indre dæmoner og med de verdensbilleder, de er blevet præsenteret for. Verdensbilleder, der fastslog, at kun uddannede mænd er journalister (…) De har ikke kun redefineret den mandlige opfattelse af statsborgerskab, men også vendt op og ned på hvad det vil sige at være en indisk kvinde.”

Digitalt gennembrud

Avisen udkommer kun i tre stater (Uttar Pradesh, Madhya Pradesh og Bihar), men arbejder i øjeblikket på at blive digital, så alle indere kan få adgang til den. I den forbindelse er journalisterne blevet trænet i at optage video og tage billeder på deres smartphones og at lave opdateringer på sociale medier.

Khabar Lahariya blev lanceret i 2002 af den feministiske organisation Nirantar, der særligt arbejder med uddannelse og læsefærdigheder som midler til at fremme kvinders position. I 2009 vandt Khabar Lahariya UNESCOs King Sejong Literary Prize.

Fra omtalen på UNESCOs hjemmeside er der dette uddrag fra avisen:

Me and my bicycle   
Listen, listen sister a village story full of delight  
Where women ride cycles come day or come night  
They feel no shame or shyness in learning to ride   
It takes hard work not to fall off the side  
First I used to sit at the back   
Now my beloved does the same 
Look how my world has changed, my sweet 
 
You, who thought I belonged at your feet.

Mød Suneet, en af journalisterne, og kom lidt tættere på Khabar Lahariya i denne video fra marts 2015: