Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Fire forhold forklarer at dansk udviklingsbistand måske ikke længere eksisterer ved årets udgang. Det kan være, at det ikke går så galt, men det kan ikke udelukkes, og det er nok værd for de, der støtter bistanden at tale med venner og bekendte med gode borgerlige værdier om Danmarks internationale engagement.
For det første skete der over 15 måneder fra august 2014 til november 2015 reelt en halvering af Danmarks langsigtede udviklingsarbejde. Jf. sammenligningen i tabellen nedenfor af den forhenværende regerings udviklingspolitiske prioriteter, som de blev offentliggjort i august 2014, og finanslovsaftalen for 2016 er det ikke den samlede nedskæring fra 0,87 procent til 0,71 procent af BNI, der er den største forandring.
Afgørende brud
Det afgørende brud er omfordelingen af midlerne fra langsigtet udviklingsarbejde til flygtningemodtagelse i Danmark her og nu. Bilateral bistand, NGO-bistand, klimaprojekter og udvikling gennem FN-systemet nedprioriteres dramatisk.
Nødhjælp friholdes, og bidragene til Verdensbanken, EU m.fl. har man tidligere bundet sig til. Flygtningemodtagelse i Tyrkiet har fået ekstra penge, men ellers er det udelukkende indsatsen i Danmark for at hjælpe ofrene for krigen i Syrien, der prioriteres.
At reserverne i 2016 er minus 661,2 mill. kr. betyder, at yderligere besparelser skal findes i løbet af året. Derudover er det værd at bide mærke i, at omlægningen af budgettet er fundet sted under to forskellige regeringer. Allerede i slutningen af 2014, under den daværende regering, begyndte man at omfordele pengene.
Konklusionen er derfor, at der er bred politisk opbakning til, at den ene halvdel af det langsigtede udviklingsarbejde er skåret bort.
Intet dansk loft
For det andet besluttede partierne bag finanslovsaftalen, at udgifterne til asylansøgere i så høj grad som muligt skal finansieres af udviklingsbistanden. Der står i aftalen:
”En øget tilstrømning til Danmark i 2016 vil medføre merudgifter i 2016, som skal finansieres. Udgifterne vil i vidt omfang og i overensstemmelse med OECD’s regler og hidtidig praksis kunne finansieres inden for den ramme til udviklingsbistand, som er afsat på finansloven for 2016. Aftaleparterne er enige om, at mulighederne herfor skal udnyttes fuldt ud.” (min kursivering)
Den svenske regering har besluttet, at maksimalt 30 procent af den svenske udviklingsbistand må anvendes på modtagelse af flygtninge, hvilket i lyset af den svenske bistandsprocent på ca. 1 sikrer, at Sverige leverer 0,7 procent af BNI på bistand til fattige lande.
Norge ligger på knap 20 procent af bistanden til flygtningemodtagelse i 2016, hvilket er historisk højt dér, men Norges samlede udviklingsbistand er helt oppe på ca. 1,1 procent af BNI.
I Danmark er vi i øjeblikket på 30 procent af de 0,71 procent af BNI, men der er altså ikke noget loft.
Nye kriterier for udviklingsbistand
For det tredje overvejes det i OECD at ændre på kriterierne for officiel udviklingsbistand. Der har i et stykke tid været utilfredshed med, at kriterierne ikke svarer til den ændrede verden, men flygtningetilstrømningen til Europa har pludseligt skabt interesse for at få gjort noget ved sagen.
Der går rygter om, at det ikke kun skal være det første års udgifter til asylansøgere, som kan opgøres som udviklingsbistand, men alle udgifter de første to eller tre år. Et såkaldt højniveaumøde i OECD d. 17.-18. februar vil give et første fingerpeg om, i hvilken retning vinden blæser.
For det fjerde har finansminister, Claus Hjort Frederiksen, for nylig anslået, at udgifterne til modtagelse og integration af flygtninge i 2016 vil beløbe sig til knap 11 mia. kr. mod ca. 4 mia. kr. i 2013.
Forestiller man sig, at OECD i løbet af de kommende måneder når til enighed om, at de første 3 års udgifter til flygtninge kan opgøres som udviklingsbistand, er det allerede politisk besluttet i Danmark, at dette skal udnyttes maksimalt.
Der er i øjeblikket knap 5 mia. kr. sat af til langsigtet udviklingsarbejde (minus underskuddet på reserverne og bortset fra bidragene til EU, Verdensbanken og lignende organisationer), og det er vel næppe urealistisk at forestille sig, at udgifterne til flygtningeintegration i 2. og 3. år løber op i dette beløb?
Ingen penge tilbage til langsigtet bistand
Dermed er der reelt ingen penge tilbage til det langsigtede arbejde for fattige mennesker i fattige lande. Regeringen vil selvfølgelig bryste sig af, at den lever op til FNs målsætning om at yde 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand som defineret af OECD, men det ’kejserlige’ bidrag har ingen klæder.
Internationalt vil Danmark stå totalt afklædt, og brage borgerlige såvel som socialdemokratiske vælgere må grundigt overveje, om de vil acceptere sådanne fiksfakserier. Kan Danmark ikke længere hjælpe med at løse denne verdens problemer?
