CPH PIX bød i år på en serie asiatiske film. En af dem var den lille indonesiske film ”Postcards from the Zoo”.
Anmeldelse af Lone Højsgaard, U-landsnyt.dk
En lille pige i gul kjole leder efter sine forældre i Jakartas zoologiske have. Hun finder dem ikke.
Sådan starter den indonesiske film fra 2012, der er skrevet og instrueret af Edwin. Filmen udstiller livet i en zoologisk have i Jakarta, og den slående lighed mellem menneske- og dyreliv i al almindelighed.
I stedet for at finde sine forældre slår pigen sig ned og gør stedet til sit hjem – med flodheste, giraffer og tigre som nærmeste naboer.
Vi møder hovedpersonen igen, da hun er omkring tyve år. Den zoologiske have er hele hendes verden, og havens dyr er blevet hendes fortrolige. Men en nysgerrighed efter verden udenfor får hende til at forlade haven for en stund.
Naturfilm
Livet i haven sker inden for rammerne af en menneskelig nøje planlagt struktur. Og som for at understrege ligheden mellem liv levet af menneske og dyr bliver der krydsklippet til leksikale betegnelser for de processer, som dyrene gennemgår i deres liv i fangenskab.
De står som en slet skjult henvisning til den unge kvindes eget liv – og vores, som måske ikke er så langt fra dyrenes livscyklus og tilknyttede ritualer.
Filmens højdepunkter opstår i de smukke øjeblikke, hvor man sammen med hovedpersonen kommer helt tæt på dyrene i fantastiske close-ups. De lange sekvenser kan henføre publikum til BBC’s naturfilm. Men de giver også et indtryk af en særlig indføling med dyrene, som virker enestående.
Filmen indeholder ikke megen dialog. I stedet hører man den mekaniske melodi fra havens forlystelser, som et lydspor til den unge kvindes liv inden for havens, for hende, trygge rammer.
Den enerverende underlægningsmusik blev både kilde til min irritation og hendøs. Og det var svært at opretholde engagementet undervejs – på trods af smukke close-up billeder af giraffer og flodheste, som udgjorde centrale og i sig selv fascinerende karakterer i filmen.
Postcard from the Zoo er historien om et barns trygge rammer og bruddet med disse. Og en film om mennesker og dyr.
Men selvom historien er finurlig og til tider poetisk, savner den og hovedpersonen tyngde nok til at efterlade et mærkbart aftryk hos mig – ulig beskrivelsen af filmens andre figurer, nemlig dyrene.
