I de sidste fire år har FN’s satellitprogram dokumenteret nogle af de dramatiske begivenheder i Syrien fra rummet. Fanget midt i det hele er den syriske civilbefolkning, som forsøger at overleve under barske vilkår.
Flygtningelejren Yarmouk i Syrien i 2011 (øverst) og 2014 (nederst). Foto: UNOSAT
I en ny rapport viser FN’s satellitprogram, UNOSAT, billeder der illustrerer nogle af de ufattelige menneskelige lidelser, Syriens befolkning fortsat udsættes for under den blodige krig i deres land.
Det skriver UNOSAT i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, ”Four Years of Human Suffering – The Syria conflict as observed through satellite imagery”.
De civile befinder sig ofte klemt inde mellem regeringstyrker, lokale oppositionsstyrker og et utal af forskellige udenlandske krigere, herunder Islamisk Stat.
Fanget midt i kampene forsøger civilbefolkningen at overleve under yderst vanskelige vilkår.
Forholdene for syriske børn, gamle, kvinder og mænd kan aflæses af satellitbillederne, skriver UNOSAT i en pressemeddelelse.
Rapporten viser blandt andet, hvordan elkraftværker, hospitaler og skoler er blevet ødelagt, og hvordan civile angribes vilkårligt.
Billederne viser befolkningsbevægelser i form af internt fordrevne syrere, der forsøger at finde sikre omgivelser andre steder i landet.
Fotos fra rummet viser begravelsespladser der udvider sig markant, når krigens mange ofre skal begraves, og billederne dokumenterer ligeledes hvordan økonomien går i stå på grund af lukkede markeder og bombede industrivirksomheder.
Siden krigen i Syrien brød ud, er billederne fra FN’s satellitter blevet videregivet til de relevante søsterorganisationer som UNHCR og OHCHR som dokumentation for udviklingen.
Med billederne kan UNOSAT bidrage med information fra områder, der på grund af de voldsomme kamphandlinger ellers ikke er tilgængelige.
Et marked i Deir før og efter krigen. Foto: UNOSAT