Flemming Kofod-Svendsen fylder 60

Redaktionen

Fhv. minister og folketingsmedlem, cand.theol. Flemming Kofod-Svendsen, Birkerød, fylder 60 år søndag den 21. marts.

Gårdmandssønnen fra Bornholm er en politiker, der har beskæftiget sig med u-landene og Den 3. Verden længe og i mange sammenhænge. Både som landsformand for u-landsbistandens bannerfører i Folketinget, Kristeligt Folkeparti, fra 1979 til 90, som partiets parlamentariske leder 1990-93 og i sine 2 perioder som folketingsmedlem, først fra 1984 til 94 og så 1998 til 2001.

Han har udover sin præstegerning i Birkerød haft mange tillidshverv, også i u-landssammenhæng og bl.a. siddet i Mellemfolkeligt Samvirkes repræsentantskab, U-landsrådet og bestyrelsen for FN-forbundets folketingsgruppe.

I dag er Kofod-Svendsens hjertebarn at forbedre de frivillige indsamlingsorganisationers vilkår og muligheder ved at være en stærkt engageret generalsekretær og politisk lobbyist på mere end fuld tid for Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO, en post han har haft siden 2001.

ISOBRO dækker næsten alt, hvad der findes på det felt. De tilsluttede organisationer betaler en procent af deres tipstilskud og får til gengæld samlet gehør på Christiansborg, fælles indsamlingsetik, kurser, rabatordninger – samt krav om åbenhed – alt det, som er fordelene ved det forenings- og andelsglade Danmark, som Berlingske Tidende skriver.

Og det er bestemt ikke med Flemming Kofod-Svendsens gode vilje, at VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti har fjernet portostøtten til foreningernes blade og udgivelser. Han har kæmpet imod beslutningen med næb og kløer og kan i det mindste trøste sig med, at et særligt udvalg under Kulturministeriet i den kommende uge tager stilling til, hvilke af “hans” organisationer, der skal nyde godt af et særligt portotilskud på 25,7 mio. kr., der som et plaster på såret skal afbøde virkningerne af portostøttens bortfald fra den 1. marts.

Kofod-Svendsen har talt u-landenes og bistandens sag i mange fora og gennem årene opbygget stor viden om Den 3. Verden og 3.-Verdens sammenhænge.

ISOBROs officielle reception for fødselaren holdes mandag kl. 14-17 på Den Danske Diakonissestiftelse, Peter Bangs Vej 1D, 1, på Frederiksberg.