Flere foreninger dropper facerne – men ikke i u-landsmiljøet

Redaktionen

Antallet af almennyttige organisationer, der benytter sig af gadehververe, de såkaldte facere, er næsten halveret på blot 3 år, nemlig fra 17 i 2003 til 10 i 2006.

Det fremgår det af en opgørelse fra Indsamlingsorganisationernes brancheorgan, ISOBRO, skriver Kristeligt Dagblad tirsdag.

Blandt de organisationer, der har opgivet den hårde konkurrence på gadeplan, er Greenpeace og Dansk Flygtningehjælp. Det har dog ikke afholdt en række store aktører i u-landsmiljøet fra at fortsætte.

Landskoordinator for Folkekirkens Nødhjælps p.t. 60 facere, Kenneth Kamp Butzbach, siger således til Kristeligt Dagblad, at deres indsats har skaffet 40.000-45.000 faste bidragydere, og at mange af dem har vist sig at være meget trofaste, så de i snit holder fast ved organisationen i 5 år.

Også Ibis og UNICEF har glæde af hververne. I Ibis siger Rene Jacobsen, at de har medvirket til at forøge antallet af medlemmer og støttemedlemer fra bare 2.000 for nogle år siden til nu 8.000. Derfor vil man fortsætte med facerne.

Gadehvervning er generelt fortsat organisationernes mest effektive middel til at sikre folkelig forankring for deres arbejde. Omkring 78.800 danskere valgte i 2005 at blive faste bidragydere til humanitært arbejde, anfører ISOBRO.

Læs mere på www.isobro.dk