Det kan nok være, at mikrokreditter til fattige i u-landene er oppe i tiden.
Projektrådgivningen i Århus, der er samarbejdsorgan for små og mindre NGOer herhjemme, har p.t. modtaget 126 svar på en undersøgelse blandt sine medlemmer om mikrofinans.
Af de 126, der har svaret, har 24 organisationer erfaringer med mikrofinans. Derudover er der 17 organisationer, som har udtrykt interesse for at arbejde med mikrofinans fremover, skriver Projektrådgivningen i sit seneste elektroniske nyhedsbrev fredag.
Svarene vil nu blive analyseret og skrevet sammen til en rapport – deskstudie 1 – som er led i en større undersøgelse af erfaringerne med mikrofinans blandt de danske NGOer.
Når deskstudie 1 og 2 er færdige, bliver det annonceret i Projektrådgivningens nyhedsbrev, og deskstudierne bliver tilgængelige via Projektrådgivningens hjemmeside.
Undersøgelsen vil i løbet af det sene forår munde ud i en workshop, hvor de samlede resultater fremlægges.
Læs mere på www.prngo.dk