Indvalgt blev Thomas Spanner (Baptistkirken i Danmark), Jørgen Bøytler (Brødremenighedens Danske Mission), Anitha Tind (Apostolsk Kirkes Mission) og Filip Buff Pedersen (Viva), mens Peter Enggaard Haahr (Mission Afrika) blev valgt som suppleant.
Tage Kleinbeck (Danmission), Kristian Sloth (ekstern ressourceperson) og Linda Holst Nielsen (Promissio) var ikke på valg. Bestyrelsen valgte at konstituere sig med Tage Kleinbeck som formand.
På generalforsamlingen blev der budt velkommen til to nye i DMRU, da henholdsvis Afrika InTouch og KFUM og KFUK i Danmark blev godkendt énstemmigt om medlemmer.
De 60 deltagere kom fra 20 af DMRUs 31 medlemsorganisationer.
Opbakning fra medlemmerne
DMRU er lige som andre puljeorganisationer under Danida blevet kraftig beskåret i de midler, der uddeles til medlemsorganisationerne. Det er en konsekvens af regeringens og blå bloks omfattende besparelser på udviklingsbistanden i finansloven for 2016.
Det har dog ikke betyder, at medlemsorganisationerne ikke længere ser et behov for DMRU. Kampvalg til bestyrelsen med flere opstillede end pladser, og en generalforsamling, der var præget af mange indlæg og debatter, vidner om fortsat opbakning til arbejdet, hedder det.
Samtidigt oplever DMRU, hvordan samspillet mellem religion og udvikling i langt højere grad er kommet på dagsordenen ude i verden. Her har Danmark stadig meget at lære.
DMRU vil derfor fortsætte med at udbrede og aktivere den styrke og erfaring, der findes på dette område i det kirkelige udviklingsarbejde samt understrege behovet for at medtænke religion og religiøse aktører som aktive medspillere i udviklingsarbejdet.
Se mere på http://www.dmru.org