14 millioner kroner kom ind, da Dansk Flygtningehjælp holdt sin årlige traditionsrige landsindsamling søndag. Det er halvanden million mere end sidste år og samtidig det bedste resultat i flere år, skriver organisationen i en pressemeddelelse søndag aften.
Resultatet bekræfter samtidig en bemærkelsesværdig fremgangstendens, som står i modstrid med flere andre u-landsorganisationer, som enten ikke får flere penge ind eller oplever direkte tilbagegang, når de samler ind hos danskerne.
Det er nu tredje år i træk, at Dansk Flygtingehjælp lægger på i sit resultat. Det blev til 12 mio. kr. i 2011, 12,5 mio. i 2012 og altså nu 14 milllioner.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Man ligger stadig under resultaterne på 14,5 mio.kr. i 2010 og stort set det samme året før og er først for alvor ved at hente det forsømte i ind her i 2013.
Resultaterne hænger nært sammen med antallet af indsamlere. I 2011 var der 12.000, i fjor 13.500 og i år over 14.000.
Så mange trodsede nemlig det triste søndagsvejr og gik på gaden og stemte dørklokker for at samle ind til verdens flygtninge.
“Vi er ovenud tilfredse med resultatet. Vi har samlet betydeligt flere penge ind end sidste år, og det er fantastisk – specielt fordi vi havde frygtet, at mange indsamlere ville blive hjemme på grund af regnvejret. Så vi er meget taknemmelige for støtten”, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.
Fordeler man de 14 millioner kroner ud på 14.000 indsamlere, betyder det, at de frivillige gennemsnitligt har fået 1.000 kroner i indsamlingsbøssen.
For de penge er det blandt andet muligt at give vinterhjælp i form af tøj, tæpper og madrasser til en syrisk flygtningefamilie, eller sende nødhjælpspakker med myggenet, tæpper, vanddunke og en presenning til tre familier i Sydsudan, fortæller den store humanitære organisation.
“Med de indsamlede midler er det bl.a. muligt at fastholde en stor indsats i Syrien, hvor situationen udvikler sig katastrofalt dag for dag, og vinteren står for døren”, siger Andreas Kamm.
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/09-11-13/fn-slemt-i-syriens-nabolande-og-endnu-v-rre-i-selv
Man kan stadig give et bidrag til indsamlingen via www.flygtning.dk
Dansk Flygtningehjælp er aktiv i over 35 lande kloden rundt.