Flere politiske partier presser nu på for at tvinge danske nødhjælps- og bistandsorganisationer til at forbyde deres medarbejdere at benytte prostituerede i u-landene efter at det er kommet frem, at kun 2 af organisationerne – Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Røde Kors- har sådanne forbud indføjet i deres regler for udsendte, skriver dagbladet Information torsdag.
Over en bred kam opfordres NGOerne til at skære ud i pap for deres udsendte, at det ikke er tilladt at opsøge prostituerede og at det får konsekvenser i form af eksempelvis hjemsendelse og disciplinærsag, hvis de gør det alligevel.
Den radikale ligestillingsordføer, Lone Dybkjær, siger til bladet, at NGOerne “som minimum burde indføje det etiske kodeks, der gælder for udsendte soldater”.
– Det er ganske enkelt utroligt, at danske nødhjælpsorganisationer ikke har direkte og klare retningslinjer for deres ansattes opførsel på det her område. Selv forsvaret har kunnet finde ud af det, anfører Lone Dybkjær.
Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Kristen Brosbøl, mener, at nødhjælpsarbejdere – i lighed med soldater – bør sendes hjem, hvis de benytter prostituerede i det område, de arbejder i.
Flere NGOer gør overfor Informationm gældende, at det er uforeneligt med at være udsendt at benytte prostituerede, selv om det ikke dirkete står anført i udsendelsesbetingelserne.