Dansk Folkeparti og Enhedslisten kritiserer, at regeringen vil støtte klimaorganisationen GGGI med yderligere 90 millioner kroner. ”Fuldstændig vanvittigt” og ren ”Halløj på badehotellet” kalder de beslutningen.
Handels- og udviklingsministeren meddelte i dag at regeringen vil støtte den kontroversielle klimaorganisation GGGI med 90 millioner kroner over en treårig periode. Det er samme fremgangsmåde som den første runde af støtte fra Danmark.
Det er Dansk Folkeparti og Enhedslisten ikke tilfredse med.
”Der er absolut ingen grund til at give endnu flere danske skattekroner til en NGO-organisation, der har bevist, den ikke er værdig til at få en krone. Det er jo ren Halløj på Badehotellet.”
Sådan siger Dansk Folkepartis udviklingsordfører Hans Kristian Skibby ifølge DR Online om regeringens beslutning om at fortsætte støtten til Global Green Growth Institute, GGGI.
Også fra Enhedslistens udviklingsordfører Christian Juhl kommer der skarp kritik:
”Det er fuldstændig vanvittigt. Lars Løkke har jo slet ikke formået at få styr på den organisation, og det vil sige, det flyder stadigvæk for ham. Derfor er det helt meningsløst at bevilge flere penge, før der er styr på det, siger Christian Juhl til DR.
Tidligere onsdag sagde Mogens Jensen bl.a.:
”Revisionsrapporterne og GGGI-ledelsens svar viser, at GGGI har fulgt tilfredsstillende op på de forhold, som tidligere har været kritiseret.”
Men det kan man overhovedet ikke sige noget om endnu, lyder det fra Christian Juhl.
”Vi har lige fået en rapport, som vi ikke engang har diskuteret i udvalget endnu, og vi har bestilt to yderligere, der skulle se på organisationen. Hvis vi ikke først læser dem, før vi fyrer 90 millioner af en gang til, så er det ganske uansvarligt,” siger han.
Christian Juhl er i det hele taget meget kritisk overfor GGGI. Han savner dokumentation for at organisationens arbejde gavner noget som helst, siger han.
Også Hans Kristian Skibby er mildest talt kritisk. Han så hellere at bidraget til GGGI gik til projekter, der mere direkte er til gavn for nogle af verdens fattigste.