Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Globaliseringen har øget mobiliteten i verden dramatisk.
Gigantiske formuer flyttes på et splitsekund.
Der flyttes flere varer end nogensinde (trods afmatning lige nu).
Og virksomheder flyttes mellem lande og kontinenter, som det passer ejerne, og alt efter hvor lønnen er billigst. Hundreder af millioner mennesker har også fået langt større mobilitet.
Den veletablerede og veluddannede elite har hele kloden til sin rådighed, både når det gælder jobs og feriemuligheder, konferencer og sportsaktiviteter. Velaflagte bedsteforældre har børnebørn på flere kontinenter. Afstande og grænser er ikke hindringer. Bekymringer over, hvad flyvning gør ved klima og miljø, fortrænges. Det er en selvfølge, at vi har ret til at være, hvor vi vil.
Sådan har det været, og vi har været glade. Men nu kræver verdens fattigrøve minsandten også en lille andel i samme udvikling. Det var aldrig meningen, at de fattige skulle rejse frit omkring i verden.
Globaliseringens grundide var, at dem vidste man, hvor man havde, så de altid stod parate, hvis man nu fik brug for dem. Men nu flytter de sig.
Ingen tidligere revolutionære bevægelser har på så kort tid rummet så mange menneskers bevægelse gennem verden og over landegrænser som flygtningenes og migranternes bevægelse i disse år.
Krigene i Mellemøsten er lige nu den vigtigste drivkraft, men ikke den eneste. Mobiliteten er kommet for at blive. Globaliseringens kommunikation rækker også til de allerfattigste. Mobilitet og mobiltelefoner hænger sammen. Millioner af fattige bruger den indsigt, globaliseringen og telefonerne har givet dem til at flytte sig i verden.
Det er langt fra dem alle, der klarer sig. Men mange gør. I en lang række fattige lande er indkomsterne fra diasporaen, altså de penge, mennesker der lever og arbejder langt fra deres hjemland, sender tilbage, en meget vigtig indkomstkilde. Ofte vigtigere end udviklingsbistand. Så regeringerne prøver ikke at bremse udvandringen.
Fattige mennesker verden over kræver at få del i den globale frihed og virkelighed. De rejser for at få et bedre liv. Nogle er det vi kalder migranter, og vi sender dem tilbage, fordi de ikke lever op til konventionernes definition på flygtninge. Men mange af dem vil prøve at komme igen.
Udenrigsminister Kristian Jensen skrev i 2003, da han var Venstres finanspolitiske ordfører, en bog, der hedder ”Hurra for globaliseringen”. Kristian Jensen er ikke i tvivl om, at globaliseringen gavner både fattige og rige, og han så dengang helt nye fællesskabsmuligheder. ”Det er muligt at have fællesskaber med billede og lyd med alle egne af verden, og dermed kan man sagtens have mere at gøre med en veninde i Sydney end med pigen på syvende sal”, skrev han for at illustrere, hvordan vi alle kan komme hinanden ved.
Men den unge arbejdsløse mand med et udsigtsløs liv i Gambia, Niger eller Mexico kan også sætte billeder og lyd på den forandrede globale virkelighed. Han anerkender ikke den nye globale klassedeling, der hævder, at det alene er den fattige verdens fattige, der ikke må få del i globaliseringens nye muligheder for mobilitet.
Det er en mobilitetsrevolution. Det er en revolution, som præger præsidentvalget i USA, en revolution som lige nu er ved at få EU til at bryde sammen, og en revolution, som har masser af andre globale konsekvenser. Og selve ordet revolution er formentlig ret præcist, forstået som et udtryk for en udvikling, der meget hurtigt skaber store samfundsforandringer.
Mobiltelefonen er central i mobilitetsrevolutionen, og det er ikke sært, at det opfattes som et angreb på de allermest centrale personlige ressourcer for den enkelte, når myndighederne konfiskerer hans eller hendes mobiltelefon. Mobilen giver viden og forståelse og gør det muligt at kommunikere i lyd og billeder over grænser. Den leverer nogle af de muligheder, globaliseringens forkæmperne går så varmt ind for.
Jeg rejste i Afrika inden man talte om globalisering. Omkring 1970 blev der lavet bilaterale aftaler mellem Danmark og en række afrikanske lande om at afskaffe visumtvangen. Regeringerne troede på ideen om, at alle i princippet kunne rejse frit og i en række år blev der stadig større åbenhed.
Paradokset er, at i takt med globaliseringens påståede åbning af verden følte blandt andet den danske regering et øget behov for at lukke af. Visumtvang er for længst genindført. Og det har i årevis været utroligt bureaukratisk og tidskrævende at få lov til at invitere mennesker fra fattige lande på besøg i Danmark. De kunne jo finde på at stå af og ville blive her. I takt med globaliseringens udvikling blev der lukket mere og mere af for fattigrøvene. I Danmark og i andre rige lande.
Og nu ser vi så et foreløbigt klimaks. I et forsøg på at slå den globale mobilitetsrevolution ned, lukkes Europas grænser og der bygges mure for at hindre mobiliteten og bremse globaliseringen. Det bremser muligvis revolutionen, men den hindrer den ikke.
Folkevandringer er et gammelkendt fænomen. Gennem hele menneskehedens historie er mennesker vandret på jagt efter nye muligheder eller på flugt for nød og elendighed. Det, der sker, er altså ikke i den forstand nyt. Det ændrer blot ikke på, at de nye og forstærkede vandringsmønstre og det nye tempo afspejler den nye globalitet. Det er et globalt opbrud, hvor millioner af mennesker bevæger sig for at få del i de rigere fællesskaber, som de i forvejen kender både via billeder og lyd.
På globalt plan sker der nu næsten det samme, som vi på europæisk plan har set siden udvidelsen af EU og den østeuropæiske migration til Vesteuropa i EU’s indre marked.
For millioner af mennesker er virkeligheden, at hvis mulighederne ikke kommer til dig, må du selv opsøge dem. Helt i globaliseringens ånd.
I 2003 skrev Kristian Jensen også, at ”globalisering er en udvikling i kamp mod indgroede vaner, gamle traditioner, etablerede rettigheder og politikere, der er bange for at miste deres magtbaser, samt visse gruppers frygt for det ukendte”.
Mobilitetsrevolutionen udfordrer både etablerede rettigheder og politiske magtbaser. Den understreger, at man ikke kan ville globaliseringen halvt og reelt gennemføre et system, hvor globaliseringens åbenhed og rettigheder kun gælder for de rige og velbjergede. Vi kan ikke permanent have en verden, hvor vi har ret til at bevæge os overalt, mens andre skal blive, hvor de er.
Derfor vil mobilitetens revolutionære bevægelse – uanset grænser – også i de kommende år være meget stærk.
