FNs generalsekretær, Kofi Annan, anmodede fredag om 1,7 mia. dollars – ca. 10 milliarder kr. – til de allerfattigste befolkningsgrupper i verdens brændpunkter.
Der er tale om en FN-appel til verdens befolkninger og regeringer om finansiel støtte for humanitære aktiviteter i 2005, skriver udenrigsministeriet på sin hjemmeside fredag.
104 humanitære organisationer, inklusive NGOer er igen i år gået sammen om at sammensætte appellen – FN har stået for koordinationen.
FN-appellen (Consolidated Appeal Process – CAP) for 2005 forsøger at dække behovene for 26 mio. mennesker i 14 af de hårdest kriseramte områder. Hvis målet skal nås, svarer det til, at hver indbygger i donorlandene giver ca. halvanden dollars. Det er det samme som prisen på en sodavand eller ispind.
Integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) udtaler:
– Der er i disse år håb om genopbygning og fred for store grupper af flygtninge, som nu er begyndt at vende hjem. Vi skal støtte flygtningene med at vende hjem, det er en investering i en mere fredelig fremtid.
– Men vi må ikke glemme de mange flygtninge og internt fordrevne, som fortsat ikke har udsigt til at komme hjem og som fortsat er dybt afhængige af det internationale samfunds humanitære hjælp. FNs appeller fortæller os, hvor nogle af de værste humanitære situationer er og hvor store behovene er.
– Danmark er en stor og vigtig humanitær donor. Samlet er der afsat 886 mio. kr. i 2005 til humanitære indsatser i verdens brændpunkter. Der er således tale om en stigning på 40 mio. kr. i forhold til 2004, anfører Haarder.
Et tilbageblik på donationerne, som FNs appel har modtaget til humanitært arbejde i 2004, viser indtil nu et markant underskud. Behovet for støtte var 3 mia. US dollars, men kun 52 procent er foreløbig finansieret. I 2003 blev 67 pct. af appellen finansieret.