Burmas juntachef, Than Shwe, har ifølge FNs generalsekretær Ban Ki Moon, givet tilladelse til at ”alle” hjælpearbejdere får adgang til landet, skriver berlingske.dk fredag.
Løftet kom under Ban Ki Moons besøg i Burma, som de kommende dage munder ud i en donorkonference, 3 uger efter cyklonen Nargis ramte landet og formentlig dræbte over 100.000.
Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl betegner oplysningen om øget adgang for hjælpearbejderne som ”Fantastisk”, men stiller i samme åndedrag spørgsmålstegn ved omfanget af generalens tilsagn.
– Der er jo ikke sagt noget om, hvor langt de kan komme ind. For det er jo det, der er det afgørende. Om der kommer 100 mere ind i Yangon-området betyder ikke så meget. Det springende punkt er, om vi også får fri adgang ned i Irrawaddy-deltaet, siger han.
Røde Kors anslår at godt 2,5 mio. mennesker har behov for hjælp efter cyklonen.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs deltager fra dansk side i konferencen. Danmark har til nu givet 40 mio. kr. i støtte til nødhjælpsarbejdet i Burma.