FN opgjorde fredag de anslåede udgifter for den samlede humanitære indsats i Syrien til ca. 25 milliarder kr. (4,4 mia. dollars). Tallet repræsenterer de voksende behov frem til udgangen af 2013.
Det skriver det nordiske kontor (i København) for Verdensfødevareprogrammet (WFP) fredag.
WFP’s andel af denne appel, som udgør knap 5,7 milliarder kr., skal sikre fødevarehjælp både til det voksende antal flygtninge udenfor Syrien og til det stigende antal i Syrien uden adgang til mad.
I dag yder WFP fødevarehjælp til flere end 800.000 uden for Syrien, og yderligere 2,5 millioner inde i Syrien.
WFP’s appel omfatter en månedlig stigning i antallet af modtagere og sigter mod at nå i alt syv millioner syrere både i Syrien og i nabolandene ved udgangen af 2013.
Den stigende vold og den deraf følgende humanitære krise er WFP’s mest udfordrende, komplekse og største nødhjælps-operation på verdensplan.
”Syriske familier, især børn, hvad enten de er i eller udenfor Syrien, er hårdt mærket af størrelses-ordenen af denne krise. Stolte mennesker har fået deres tilværelse og levebrød ødelagt af denne konflikt,” sagde WFP’s eksekutivdirektør, Ertharin Cousin, på et FN-møde om Syrien i Geneve i Schweiz.
Kæmper mod tiden og de store behov
WFP sendte torsdag fødevarerationer til familier i Al-Qusayr – nok til at brødføde 2.500 mennesker – via partnerorganisationen Den Syrisk Arabiske Røde Halvmåne (SARC) og lokale ledere.
Yderligere fødevarehjælp vil blive leveret til området i takt med at WFP’s humanitære partnere vurderer de umiddelbare behov hos familier fra Al-Qusayr.
I den forløbne uge har WFP distribueret fødevarerationer og måltider, der er klar til at spise, til ca. 5.000 personer, som har søgt tilflugt på skoler, i telte og hos lokale familier i nabobyerne Hesieh og Debeh.
Ifølge den reviderede plan vil WFP udvide sine operationer i Syrien for at kunne dække det stigende behov for humanitær fødevarebistand for tre millioner mennesker fra juli – september og yderligere udvide til at dække behovet for fire millioner fra oktober og til slutningen af året.
Af disse er 3,3 millioner fordrevne inde i selve Syrien.
Hvedemel vil også blive en del af fødevarerationerne, således at familierne selv kan bage brød og dermed afbøde den mest alvorlige mangel i mange områder.
Derudover vil WFP levere særligt næringsrige produkter, der er klar til at spise, så som Nutributter og Plumpy’doz til behandling og forebyggelse af fejlernæring, rettet mod 300,000 sårbare børn.
Skal bruge 150 mio. kr. om ugen
I nabolandene vil WFP udvide sin fødevareassistance for at kunne dække de akutte behov for 2,7 millioner flygtninge i Libanon, Jordan, Tyrkiet, Egypten og Irak.
Dette vil først og fremmest ske i form af værdikuponer, som bruges i lokale forretninger. Dette er fire gange så mange som det antal flygtninge, WFP når på nuværende tidspunkt.
Den nye plan inkluderer også fødevareassistance til lokalsamfundene i værtslandene, først og fremmest i Jordan og Libanon.
WFP finansieres alene af frivillige bidrag.
”De bidrag, vi har modtaget hidtil fra vore donorer, inkl. Australien, Canada, Danmark, EU, Finland, Japan, Kuwait, Norge, Storbritannien og USA har gjort det muligt for os at dække de stigende og akutte behov blandt syrerne og tilføre tæt på 400 millioner kr. til den lokale økonomi i Syriens nabolande, som også føler presset under denne regionale krise,” tilføjede Cousin.
For en operation af denne størrelsesorden vil WFP være nødsaget til at mobilisere knap 150 mio. kr. om ugen indtil september for at kunne dække behovet for fødevarehjælp til de berørte af den blodige konflikt.
Man kan hente (downloade) WFPs interaktive kort over Syrien-krisen på http://www.wfp.org/crisis/syria/map
Yderligere oplysninger hos:
Anne Poulsen, WFP/København,
Mobil 40 50 39 93 og e-mail: [email protected]