Det er for farligt for FN at køre fødevareforsyninger ind i Den centralafrikanske Republik med lastbiler. Derfor har verdensorganisationen nu iværksat en dyr men nødvendig luftbro, der skal bringe fødevarer til hundredetusinder.
BANGUI, 12 februar 2014 (WFP): FNs Fødevareprogram (WFP) begyndte i onsdag at transportere fødevarer via luftbro ind i Den Centralafrikanske Republik (CAR) med mad til 1.25 millioner mennesker.
Den alvorlige sultkrise risikerer at forværres, eftersom normal transport via landjorden ikke er muligt på grund af vold og usikkerhed.
25 fly
En WFP-chartret Boeing 747 fragtfly fra Douala i nabolandet Cameroun landede i Bangui med 82 tons ris. I alt vil 1800 tons korn, tilstrækkeligt til at brødføde 150.000 mennesker i en måned, ankomme via luftbro på omkring 25 fly henover de næste fire uger.
Maden vil blive distribueret til mennesker som har været tvunget til at flygte fra deres hjem. Der er også akut behov for at præpositionere (stille det klar, red.) fødevarer overalt i CAR før regnsæsonen starter i maj og mange veje derfor vil være ufremkommelige.
Derudover forventes den magre sæson, hvor sulten plejer at peake, at starte allerede denne måned.
En ustoppelig voldsspiral
”Med en ustoppelig voldsspiral og en splittet økonomi står CAR overfor en endnu mere alvorlig ernærings- og fødevarekrise. Disse fragtfly er en livslinje, der gør det muligt at bringe mad til de mest udsatte, hvor end det er muligt at nå dem,” siger WFPs regionale direktør for Vestafrika Denise Brown.
”Indsættelsen af disse fragtfly har høje omkostninger men vi har intet valg. Det er afgørende for os, at vi kan imødekomme det akutte behov for livreddende mad til mennesker, som er berørt af vold, mens vi fylder WFP lagre op i afsides områder under den magre sæson og inden regnsæsonen.”
Usikkerhed har haft katastrofale konsekvenser for WFPs lagre siden starten af dette år. På et tidspunkt var 51 lastbiler, lastet med WFP-fødevarer, blokeret ved grænsen til Cameroun i flere uger.
Kom frem med eskorte
Med eskorte af tropper fra den afrikansk-ledede internationale styrke (MISCA) er to store konvojer med WFP-fødevarer nået frem til Bangui men vejen er for usikker til at al den mad, som er nødvendig, kan transporteres ad denne vej.
Ydermere har WFP kun modtaget 27 procent af de ca. DKK 587 millioner kroner, som er nødvendige for at kunne assistere 1,25 millioner mennesker i CAR indtil august.
Nye bidrag behøves akut for at intern fordrevne kan modtage mad med det samme og for at nødhjælp kan blive præpositioneret inden maj.
Timingen er vigtig
”Det er ikke kun størrelsen af bidrag men også timingen af støtten som er vigtig, hvis vi skal håbe på at kunne stoppe en altødelæggende ernæringskrise under den magre sæson og regnsæsonen,” siger Denise Brown.
”Vi har brug for flere bidrag nu, ellers vil et endnu større antal mennesker sulte.”
På baggrund af den eskalerende vold siden december distribuerer WFP fødevarer til alle berørte lokalsamfund så længe sikker adgang er mulig. I december 2013 distribuerede WFP og partnere mad til omkring 260,000 intern fordrevne og stærkt udsatte mennesker.
I januar sikrede WFP fødevareassistance til 280,000 mennesker i områderne: Bangui, Bouar, Bossangoa og Kaga-Bandoro.