FN-forbundet: Danmark bør aktivt støtte FNs kamp imod krigsforbrydelser

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

FN-forbundet glæder sig over, at FN’s Menneskerettighedsråd forleden godkendte Goldstone- rapporten om Israels krig mod Gaza. Derved tog Rådet rapportens anklager om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under Israels krig mod Gaza alvorligt.

Danmark bør fremover i FN bakke meget mere aktivt op om Goldstone-rapportens ønske om retsforfølgelse af begge parter for krigsforbry-delser, siger FN-forbundets repræsentantskab forsamlet til møde lørdag i København i en udtalelse.



Det hedder videre:

Goldstone-rapporten dokumenterer alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, i en grad, der lægger sig op ad krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og den civile befolkning fremstår som den største taber.

Både af hensyn til konfliktens mange ofre og at sådanne overgreb ikke fremover må forblive ustraffede, bør Goldstone-rapportens dokumentation følges op ved at rapportens anbefalinger om placering af ansvaret for overgreb og krigsforbrydelser og en evt. international retsforfølgning får international opbakning.

Beslutningen i FNs Menneskerettighedsråd 16. oktober er en sejr for menneskerettighederne og et meget vigtigt, første skridt i retning af retsforfølgning for krigsforbrydelser. Rådet traf sin beslutning med 25 stemmer for og 6 imod, mens 11 lande undlod at stemme.

Resolutionen opfordrer FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, til de næste 6 måneder at overvåge, om Israel og Hamas gennemfører troværdige og uafhængige undersøgelser af rapportens anklager om krigsforbrydelser, der fandt sted i december 2008 og januar 2009.

Gør de 2 parter ikke dét, bør FN’s Sikkerhedsråd sende sagen til Den Internationale Straffedomstol.



Både den danske regering, de politiske ordførere og store dele af opinionen har været meget afventende, ja næsten tavse om holdningen til Goldstone-rapporten.

FN-forbundet opfordrer den danske regering til fremover selvstændigt og sammen med de andre nordiske lande og øvrige EU-lande at arbejde mere aktivt i FN-regi for, at de ansvarlige på begge sider bliver retsforfulgt. Goldstone-rapportens dokumentation af anklager om overgreb og krigsforbrydelser må ikke forbigås. Der må ikke være straffrihed for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Ofte har det internationale samfund ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten for at fremme en såkaldt fredsproces. Det har imidlertid vist sig at være en fejl, hedder det.

Den fortsatte udbygning af de ulovlige bosættelser på Vestbredden, som yderligere mindsker muligheden for en palæstinensisk stat, er et skræmmende eksempel. Overholdelse af menneskerettigheder og internationale konventioner samt etablering af en international retsorden bør være fundamentet for en proces hen mod en varig fred.
 
Da Danmark for få år siden havde formandskabet for FN’s sikkerhedsråd, understregede udenrigsminister Per Stig Møller, at det internationale samfund har et ansvar for at fjerne straffriheden.

Det internationale samfund har et ansvar overfor palæstinenserne og israelerne, for hvem terror, undertrykkelse og usikkerhed er hverdag. Danmark har et ansvar. Et ansvar for, at de, der står bag forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten, ikke går fri, men stilles til regnskab for deres handlinger, anfører FN-forbundet.