Det bliver en betydeligt anderledes verden, vi kommer til at leve i, hvis de ambitiøse målsætninger i aftaleteksten om de nye, bæredygtige udviklingsmål bliver realiseret.
Der er i alt 17 mål og 169 delmål. Og de spænder vidt.
Aftalen rummer klassiske udviklingsmål om at udrydde ekstrem fattigdom og sult.
Der er bæredygtighedsmål om at bremse klimaforandringer og tab af biodiversitet samt sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre.
Mål for demokrati og menneskerettigheder om at sikre ligestilling mellem kønnene, retssikkerhed og inkluderende samfund er ligeledes en del af aftalen. Og ikke mindst er der sociale mål om mere lighed, bedre fordeling af rigdom og anstændigt arbejde til alle.
I de foregående årtier har man set ulighed, miljøforringelser og truslen fra klimaforandringer stige, så målene kræver en markant anderledes kurs. Men der er lang vej igen.
2015-målene er ”unfinished business”
De nye verdensmålene skal erstatte de 2015-mål, der udløber i år. Parterne anerkender den fremgang, der har været i bestræbelserne på at nå disse mål, men der er samtidigt en erkendelse af, at fremgangen har været ulige fordelt.
Udviklingslandene har særligt ønsket dette med i teksten.
”Den nye dagsorden bygger på 2015-målene og søger at fuldføre, hvad disse ikke opnåede, særligt i at nå de mest skrøbelige”, hedder det i paragraf 16.
Den nye dagsorden er langt mere omfattende end 2015-målene, der var mere fokuserede på klassisk udvikling.
Ikke mindst er der en betydelig erkendelse af, at udvikling hænger sammen med stort set alle andre politikområder.
De tårnhøje ambitioner illustreres ganske fint af en erklæring i teksten.
”Mens vi påbegynder denne kollektive rejse, garanterer vi, at ingen vil blive ladt i stikken”, lyder det i teksten.
De fem P’er
Målene har længe lagt nogenlunde fast, så forhandlingerne har i høj grad handlet om indledningen. Den består af et præambel og en politisk erklæring.
Der var bred enighed blandt parterne om, at de indledende afsnit skal bruges til at kommunikere budskabet ud til offentligheden uden for FN-bygningernes mure.
I præamblet blev man derfor i juli enige om at starte med fem overordnede kernebegreber, de såkaldte fem p’er. Det gælder people, planet, prosperity, peace og partnership. Synergien kan naturligvis ikke opretholdes i en oversættelse: mennesker, kloden, velstand, fred og partnerskab.
Til sammen udgør de fem artikler en kort gennemgang af de store emner i den nye dagsorden.
Der er samtidigt en betydelig balance i målsætningerne, som bl.a. EU har ønsket at udtrykke i teksten. Det gælder eksempelvis henvisninger til miljømæssig bæredygtighed, når der tales om fattigdomsbekæmpelse og vice versa.
Der er eksempelvis en tilføjelse om, at økonomisk, social og teknologisk fremgang skal foregå i ”harmoni med naturen”.
Den tilføjelse skyldes Bolivia, som har ønsket at få deres idéer om Moder Jord, vivir bien og harmoni med naturen med i målene.
Bolivia foreslog ligeledes en ændring i målsætningen om at sikre adgang til vand til alle. Det sydamerikanske land med den socialistiske præsident udtrykte modstand mod formuleringen om at sikre rent og betaleligt vand til alle (”safe and affordable drinking water for all”). Det skyldes, at de ikke mener, at man skal betragte vand som en vare med en pris.
Det lykkedes imidlertid ikke at få ændret denne formulering.
Folk under besættelse
Ellers har der været mange forskellige forslag til formuleringer og omformuleringer af teksten, som nu er 29 sider lang. Der har været flere kontroversielle punkter i teksten.
Et af dem har været henvisning til besatte folkeslag (”occupied peoples”). Her har udviklingslandene med G77 og Kina i spidsen stået stejlt på at få formuleringer om besatte folkeslag med. Den arabiske gruppe og enkelte arabiske lande har på egen hånd ligeledes presset hårdt på for at beholde erklæringen i teksten.
Det skyldes nok, at formuleringen kan tænkes at henvise til Palæstinensernes situation, selvom de ikke nævnes specifikt.
Australien, Canada og USA har i officielle udtalelser udtrykt, at de ikke er tilhængere af at inddrage besatte folkeslag i teksten.
Henvisningen er imidlertid blevet opretholdt i teksten. I paragraf 34, erklæres det, at man vil:
”fjerne forhindringer for den fulde realisering af retten til selvbestemmelse af grupper (”people”), der lever under kolonial og fremmed besættelse, hvilket fortsætter med at underminere deres økonomiske og sociale udvikling så vel som deres miljø”.
Familiers bidrag til bæredygtig udvikling
Et andet slagsmål har været om familiers bidrag til bæredygtig udvikling. Den afrikanske gruppe, den arabiske gruppe, Rusland og Hviderusland har ønsket at tilføje en paragraf om vigtigheden af familien for bæredygtig udvikling.
”Vi anerkender familiens rolle som bidragsyder til bæredygtig udvikling og behovet for at styrke familiepolitik i internationale bestræbelser på at opnå de internationalt anerkendte udviklingsmål”, lød forslaget.
Der har sikkert været en frygt for, at formuleringen skulle dække over diskrimination af afvigere.
Flere rige lande var modstandere af tilføjelsen. EU foreslog at erstatte udtrykket ”familiens rolle” med ”familiens rolle i alle dens former”.
I sidste ende blev paragraffen fjernet fra teksten.
Derudover har slagsmålene handlet om mange af de samme emner som under forhandlingerne om udviklingsfinansiering i Addis Ababa i juli måned.
EU og flere andre rige lande har forsøgt at fjerne eller udvande erklæringer om fælles, men differentieret ansvar, og andre lignende formuleringer.
De frygter, at udviklingslandene vil bruge det som en undskyldning for ikke at gøre en indsats. Udviklingslandene mener derimod, at der mangler finansiering, og derfor er de tilbageholdne med konkrete forpligtelser.
Princippet om fælles, men differentierede forpligtelser er nævnt i teksten. Princippet omfatter en forståelse af udviklingslande som de så ud for et par årtier siden. Det betyder, at store vækstøkonomier som Brasilien og Kina samt stjernerige oliestater som Saudi Arabien sættes i samme kategori som ludfattige lande.
Der er imidlertid også flere formulering om at adskille lande ud fra kapaciteter og niveau af udvikling.
Uenighederne fra forhandlingerne om udviklingsfinansiering i juli gik igen i diskussionerne om verdensmålene.
Man kan læse om disse diskussioner her:http://globalnyt.dk/content/ingen-nye-penge-paa-bordet
De rige lande skal også bidrage
Det vil kræve meget af de enkelte lande at leve op til målene. Mange udviklingslande har naturligvis en del at indhente, hvad angår fattigdom, sult, ligestilling og rettigheder.
Men rige lande har også en opgave foran sig. Det kunne eksempelvis være på områder som miljø, forbrug og produktion. Sammenhængen mellem de forskellige politiker, den såkaldte politikkohærens, kan også blive en udfordring.
Blandt EU’s prioriteter har været at forpligte lande på sammenhængende politikker med det formål at sørge for, at andre politikker ikke virker i modstrid med formålene for udvikling.
Princippet er indskrevet i EU’s traktater, og her er der specifikt tale om politikkohærens for udvikling.
Udvikling som begreb bliver netop betragteligt udvidet af den nye dagsorden, så sammenhængen må tænkes tilsvarende at gælde andre områder, eksempelvis miljø og klima.
Günther Bachmann, der er formand for det Tyske Råd for Bæredygtig Udvikling (RNE), har udtalt, at det er nødvendigt at vurdere alle nye tiltag i Tyskland ud fra et bæredygtighedskriterie, fremgår det af en artikel i Euractiv.
Han mener, at dette bør gøres ved hjælp af en tilføjelse til landets forfatning.
Der er desuden behov for at reducere Tysklands høje forbrug, der har negative konsekvenser i udviklingslande, mener Bachmann.
Han mener også, at dette skal gælde på EU-plan.
Cirkulær økonomi i EU
Et stærkt signal fra EU om at arbejde med at ændre vaner for produktion og forbrug kan blive det ventede udspil fra Europa-Kommissionen om cirkulær økonomi.
EU er dybt afhængigt af naturressourcer udefra, og det skaber miljøforringelser i fattige lande. Med mere genbrug og genanvendelse kan EU markant afkoble den økonomiske vækst fra miljøforringelser, som det hedder i strategien.
Rige lande har højtideligt erklæret, at de er villige til at gøre deres del. Det gælder også både EU og Danmark.
Det nævnes flere steder i teksten, at udviklede lande skal gå forrest, så hvis de ikke leverer, har fattigere lande en undskyldning for heller ikke at gøre en indsats.
De kommende år vil vise i hvilken grad de højtidelige erklæringer bliver til virkelighed. Bedømt på de enkelte delegationers ihærdighed under forhandlingerne er der imidlertid meget på spil.
Hele teksten kan hentes her: https://sustainabledevelopment.un.org/content/documents/7891TRANSFORMING%20OUR%20WORLD.pdf
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.