Tue Magnussen
Tue Magnussen (født 1955) er cand.phil. i historie fra Københavns Universitet 1981 og tillige cand.mag med fagene geografi og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitetscenter (RUC) 1983.
Udover kortvarig undervisning i gymnasieskolen underviste han i årene 1983-99 bl.a. på geografi, internationale udviklingsstudier og den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC, Institut for Statskundskab (international politik) og Østeuropa-instituttet, KU, og Østasien-studier, Århus Universitet.
Fra 1999-2011 har han været ansat på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Fra 1999-2002 som international programkoordinator med ansvar for Balkan og Mellemøsten, og siden som kommunikations- og advocacy-koordinator.
Han har i en årrække arbejdet med globalisering, udenrigspolitik, udvikling, menneskerettigheder og sociale forhold.
Udover Balkan har han et mangeårigt engagement i u-lands- og solidaritetsarbejde samt på venstrefløjen.
Han er eller har været bestyrelsesmedlem i FN-forbundet, Rådet for Mellemfolkeligt Samvirke og den Danske Helsinki-komité.
Fredag 22. januar træder FN’s traktat om forbud mod atomvåben i kraft. Det sker, efter Honduras som land nr. 50 ratificerede traktaten den 24. oktober 2020 på FN’s 75-årsdag. Aftalen forbyder udvikling, test, afprøvning, produktion, lagring, overførsel, brug eller trussel om brug af atomvåben. Tidligere er kemiske våben, landminer og klyngebomber blevet underlagt et internationalt forbud. Atomvåben er det sidste masseødelæggelsesvåben, der nu bliver omfattet af et internationalt absolut forbud. Dermed udfyldes et stort hul i folkeretten.
Traktaten repræsenterer et nødvendigt paradigmeskifte i synet på atomvåben, som i fremtiden nu ikke blot er moralsk uønskede, men direkte forbudt. Traktaten sætter en stærk ny norm om de moralske, politiske og juridiske principper, som kan føre til afskaffelsen af atomvåben.
I dag har Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea atomvåben. Siden 1945 er der foretaget mere end 2.000 prøvesprængninger, og atomvåbenlandene råder over 13.500 atomsprængladninger. Både danske og internationale sikkerhedseksperter mener, at faren for atomkrig ved et uheld eller som en bevidst fjendtlig handling i dag er større end under den kolde krig. De indgåede internationale aftaler opsiges over en kant, FN’s banebrydende ikke-spredningsaftale fra 1970 har været frosset fast i årtier, atommagterne udvikler og opruster deres arsenaler, og udvikling af overvågnings- og opsporingsudstyr medfører, at planer om atomkrig atter indgår i militære handlingsplaner.
122 lande stemte for
Teksten til den nye traktat om forbud mod atomvåben blev vedtaget af 122 lande – svarende til 2/3 af FN’s medlemslande – den 7. juli 2017. Det skete, et halvt års tid efter at Donald Trump havde overtaget det amerikanske præsidentembede efter Barack Obama. Og Trump var ikke sen til at bruge sin magt til at modarbejde initiativet om at få gjort atomvåben ulovlige. Det lå i naturlig forlængelse af undermineringen af internationale konventioner og aftaler samt presset på menneskerettigheder i kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001. USA lagde hårdt pres på sine allierede med opfordring til at boykotte forhandlingerne om traktatteksten. Det betød, at blandt andre Danmark – uden nogen national diskussion – i lighed med andre NATO-lande simpelthen udeblev fra forhandlingerne i FN.
I de tre år, der er gået siden vedtagelsen af traktatteksten, er antallet af lande, der har underskrevet og ratificeret traktaten gradvist vokset. At en række mindre lande i den 3. verden har ratificeret aftalen afspejler, at ønsket om nedrustning og forbud mod atomvåben i høj grad er “et råb fra Syd” mod de ni lande, der har atomvåben.
Første debat om atomvåbenpolitik i næsten 20 år
I dansk sammenhæng er der fredag den 22. januar debat i Folketinget om, hvorvidt regering og folketing skal tilslutte sig FN-traktaten. Det er første gang i næsten tyve år, at Folketinget diskuterer dansk atomvåbenpolitik. Forespørgselsdebatten, som er anmeldt af Enhedslisten og SF, finder altså sted, samme dag som traktaten træder i kraft og dermed bliver en del af folkeretten og de internationale konventioner, som ikke mindst Socialdemokratiet – i hvert fald i ord – gerne støtter.
Danmark har været medlem af NATO siden oprettelsen i 1949, men har aldrig officielt accepteret atomvåben på dansk territorium, hvilket især skyldes en stærk folkelig modstand.
I slutningen af 1940’erne og første halvdel af 1950’erne opstod en international fredskamp i nogen grad som et modsvar til NATO. Danmark modtog i 1950’erne raketsystemer, der skulle bruges som konventionelle våben, men som også potentielt kunne fremføre atomvåben. Det var netop spørgsmålet, om raketterne skulle udstyres med atomladninger, som Gallup undersøgte danskernes holdning til i en meningsmåling i 1959. Modstanden mod atomvåben havde allerede da relativt flertal i befolkningen. Således var 49 procent imod atomladninger, 12 procent var for, og 39 procent svarede “ved ikke”.
I årene 1960-66 formulerede Kampagnen mod Atomvåben blandt andet gennem påskemarcher fra Holbæk til København en bred folkelig modstand mod atomvåben, som samtidig lagde grunden til de græsrodsbevægelser – omkring Vietnamkrigen 1965-71, dansk medlemskab af EF 1971-73 og mod atomkraft 1974-80 samt støtte til frihedsbevægelser i den 3. verden – som samtidig for en tid fortrængte atomvåben-modstanden fra den politiske dagsorden.
Protester i 1980’erne
NATOs beslutning om at modernisere sin atomslagstyrke omkring 1980 førte til protester i flere vesteuropæiske lande, hvor organisationer og bevægelser som Nej til Atomvåben og Kvinder for Fred i Danmark afspejlede den brede, folkelige modstand mod atomvåben. I Danmark var den såkaldte dobbeltbeslutning direkte årsag til fodnotepolitikken mellem 1982 og 1988, hvor et folketingsflertal uden om regeringen tog en række forbehold overfor NATOs generelle politik, som nok kom til at belaste Danmarks forhold til NATO, men som i samtiden nød bred opbakning – modsat fodnotepolitikkens eftermæle nu om dage.
Socialdemokratiets atomvåbenpolitik blev allerede fra 1950’erne formuleret på baggrund af et pres fra den folkelige modstand mod atomvåben og fik gradvist karakter af en socialdemokratisk værdi. Det blev klarest udtrykt af Anker Jørgensen, da han i Aktuelt i april 1978 skrev: ”Disse våben (atomvåben, red.) er djævlens værk … (De) vil, hvis de anvendes, have frygtelige følger for menneskeheden. Alle bestræbelser må gå ud på at bremse, nedtrappe eller helt opgive produktionen af disse altødelæggende våben.”
De to socialdemokratiske koryfæer tidligere udenrigs- og forsvarsminister Kjeld Olesen og tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft er da også blandt de 56 tidligere stats-, udenrigs- og forsvarsministre, der har underskrevet en opfordring til at tiltræde FN-traktaten om forbud mod atomvåben.
Op til FN-traktatens ikrafttræden er en ny international opinionsmåling netop blevet offentliggjort. Den er gennemført af YouGov for ICAN (International Campaign to Abolish Nuclear Weapons), som i 2017 lidt overraskende blev tildelt Nobels Fredspris og har dokumenteret, at den årelange, brede modstand mod atomvåben fortsat er udtalt internationalt og især i den danske befolkning. Selvom traktaten ikke har fået større opmærksom i den danske politiske debat, svarer ikke mindre end 92 procent – af dem, der har taget stilling – ja til, at Danmark skal tilslutte sig FN’s traktat med forbud mod atomvåben, mens 8 procent siger nej. Alle de 1008 adspurgte fordeler sig med 78 procent ja, 7 procent nej og 16 procent ved ikke.
Om den brede tilslutning til et forbud mod atomvåben, som opinionsmålingen afspejler, vækker genlyd, når Folketinget fredag skal diskutere, om Danmark skal tilslutte sig FN-traktaten, er mere tvivlsomt. Men debatten kan måske være det første skridt på vejen, til at Danmark tilslutter sig et forbud mod atomvåben som del af folkeretten. Danmark har tidligere støttet processer, der gennem FN-traktater kan fremme folkeretten for eksempel FN’s konvention mod tortur, hvor Danmarks ratifikation i 1987 blev udslagsgivende for konventionens ikrafttræden.
