FNs Fødevareprogram, World Food Programme (WFP) udvider i Irak for at hjælpe de mange sårbare grupper, herunder især skolebørn, skriver organisationens kontor i København i en pressemeddelelse tirsdag.
– Indtil nu har vi fokuseret på de store grupper af mennesker som har mistet deres offentlige fødevarerationer, fordi de måtte forlade deres hjem på grund af lokale konflikter. Disse mennesker har flyttet fra sted til sted i Irak, siger Edward Kallon, WFPs leder i Irak.
Han fortæller, at der fortsat er behov for at hjælpe de mange, som har problemer med bare at få et dagligt måltid mad.
Siden januar 2008 har WFP udleveret nødhjælpsrationer til ca. 750.000 fordrevne irakere i selve Irak og 362.000 irakere, som har søgt tilflugt i Syrien.
Nu udvides operationen med 577.000 – især gravide, småbørnsmødre, fejlernærede, forældreløse, handicappede og de mange husholdninger der forsørges af kvinder, samt 170.000 skolebørn i de værst ramte distrikter af Irak.
Udvidelsen sker som følge af en omfattende undersøgelse om fødevaresikkerhed og udsatte grupper, som konkluderede at der er ca. 930.000 irakere som har akutte problemer med at få nok mad og 6,4 millioner der vil få problemer, hvis den irakiske regerings offentlige fødevarehjælp kollapser.
Kallon fortæller, at ændringerne i programmet sker i tæt samarbejde med den irakiske regering og at målet er at reducere nødhjælpen i takt med at man prioriterer mere bæredygtige programmer. F.eks. ønsker WFP at købe flere fødevarer lokalt fra små landbrug og altså at prioritere skolemadsprogrammer.
WFP appellerer nu til donorer og beder om yderligere 42,7 millioner US dollar oveni de 16 millioner som WFP hidtil har modtaget. Siden WFP påbegyndte nødhjælpsoperationen i begyndelsen af 2008 har de største donorer været Irak selv (40 mio. USD), USA (29,1 mio. USD), FNs Nødhjælps Fond (6,2 mio. USD), UK (4,1 mio. USD) og Japan (3 mio. USD).