FNs flygtningehøjkommissær kommer til Danmark

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Årsagerne til verdens konflikter forandrer sig.

Det er grunden til, at FNs højkommissær for flygtninge, António Guterres, besøger Danmark onsdag, hvor han vil være med til at lægge fundamentet til en ny strategi for dansk humanitær bistand. På konferencen deltager bl.a. kronprinsesse Mary, skriver udenrigsministeriet i en pressemelding tirsdag.

Hvordan kan man hjælpe, når mennesker bliver tvunget til at forlade deres hjem på grund af konflikter eller naturkatastrofer? Hvad gør man, når statsledere i f.eks. Burma og Sudans Darfur-provins ikke tillader det internationale samfund at hjælpe de nødlidende?

Det er nogle af de spørgsmål, som FNs flygtningehøjkommissær og udenlandske og danske eksperter vil drøfte ved konferencen “Når flugt er eneste udvej” 4. juni i København.

Store udfordringer tårner sig op for FN og andre humanitære organisationer, der hjælper flygtninge og hjemstavnsfordrevne. Årsagerne til konflikterne rundt på kloden er nemlig i forandring og bliver stadig mere komplekse.

Naturressourcerne er knappe, bl.a. på grund af klimaændringer, og det fører til kriser. Religion, etnisk tilhørsforhold, køn, kultur og historie spiller en stadig større rolle i konflikter. Og der er stater, der nægter de humanitære organisationer adgang til at udføre deres arbejde for at redde menneskeliv.

Onsdagens træf er én af 4 konferencer, som finder sted i løbet af 2008 under en samlet overskrift: ”Humanitarian Space”. Formålet er at lægge fundamentet til en ny strategi for Danmarks humanitære bistand.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der åbner konferencen, siger:

– Vi vil kigge 5-10 år frem og komme med bud på fremtidens konfliktscenarier, som Danmark bliver nødt til at forholde sig til. Danmark ønsker også fremover at være en aktiv humanitær donor og være med til at sikre, at vi yder den bedste og mest effektive nødhjælp og beskyttelse til folk på flugt.

– At flygtningehøjkommissær Guterres har sagt ja til at deltage i denne konference er meget værdsat. Det giver en betydningsfuld start på processen med at udarbejde en ny strategi for den danske humanitære indsats.

FNs Flygtningehøjkommissariat i Geneve i Schweiz har til opgave at yde international beskyttelse og assistance til verdens flygtninge og fremme varige løsninger på deres problemer. Organisationen har 2 gange fået Nobels fredspris og har 6.300 ansatte, som arbejder med beskyttelse og assistance til verdens 33 mio. flygtninge i mere end 110 lande.

Det danske bidrag til FNs flygtningearbejde lyder p.t. på 317 mio. kr., og det gør Flygtningehøjkommissariatet til Danmarks største humanitære partner.

Konferencen “Når flugt er eneste udvej – morgendagens flygtningeudfordringer i en mere kompleks verden” foregår på engelsk og er arrangeret af Udenrigsministeriet og Dansk Flygtningehjælp.

Konferencen overværes af Kronprinsessen, der er protektor for Dansk Flygtningehjælp.

Læs mere på www.humanitarian-space.dk

Se også u-landsnyts kalender under dato 04.06.08

Yderligere oplysninger hos pressekoordinator: Jan Kjær, tlf. 26 70 36 81