Efter en uges tovtrækkeri har FN’s sikkerhedsråd lørdag aften enstemmigt vedtaget en resolution, der kalder på en måneds våbenhvile og øjeblikkelig humanitær adgang til Gouta, en østlig forstad til Damaskus. Det estimeres at over 500 civile, hvoraf over 120 børn, er omkommet i løbet af den seneste uges angreb og 700 er kraftigt sårede.
Læs også: Syrien: Hundredevis af dræbte i Gouta (22.02.2018)
Resolutionen blev fremsat fredag d. 16. februar af Sverige og Kuwait, men er blevet forsinket over flere omgange af Rusland – en allieret til det syriske regime. Efter massivt internationalt pres på Rusland og en række ændringer til den originale resolution, blev aftalen vedtaget enstemmigt sent lørdag aften.
Syrien bombede kort efter vedtagelsen
En af de centrale krav for russisk tilslutning til resolutionen var en ændring fra at våbenhvilen skulle træde i kraft ”immediately”, til ”without delay”. En formulering, som gør det uklart præcis, hvornår våbenhvilen skal træde i kraft. Ifølge flere medier gik der kun få timer, før fly fra det syriske regime bombede flere mål i Gouta, dog mindre intenst end foregående dage.
De gentagende forsinkelser og blokader fra Ruslands side har mødt massiv international kritik. Blandt andet afsendte den franske præsident Emmanuel Macron og den tyske kansler, Angela Merkel, fredag et fælles brev til den russiske præsident, Vladimir Putin, der krævede omgående våbenhvile i Gouta.
Resolutionens pålagte våbenhvile dækker ikke terrorgrupper såsom Al Qaeda eller ISIL og indeholder desuden ingen muligheder for konkrete sanktioner mod de kæmpende parter i tilfælde af brud på våbenhvilen. Både Rusland og Syrien har fastholdt at store dele af de syriske rebeller tilhører disse grupper, hvilket giver både Rusland og det syriske regime en forholdsvis bred hjemmel til at fortsætte angrebene mod Gouta.
Amerikansk skepsis
Den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Hayley udtalte efter vedtagelsen at USA var dybt skeptisk over for at det syriske regime ville overholde våbenhvilen, og opfordrede Rusland til at lægge pres på regimet for overholdelse af aftalen. Den russiske ambassadør i USA har udtalt at det er usandsynligt, at våbenhvilen vil holde på jorden, da der ikke forelægger en aftale mellem de kæmpende parter.
En vestlig diplomat har udtalt til The Telegraph at det frygtes, at undtagelsen af Al Qaeda ville medføre at resolutionen i praksis er værdiløs, men håber at vedtagelsen af resolutionen i sikkerhedsrådet i det mindste ville få Rusland til at nedbringe mængden af angreb i den Syriske forstad.