Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der står i spidsen for en regering, som har skåret milliarder i u-landsbistanden, siger nu til Politiken tirsdag, at han er blevet mere opmærksom på de gigantiske problemer med fattigdom, der præger det afrikanske kontinent.
– Det er da i hvert fald meget klart for mig, at Afrika står med nogle helt særlige problemer, og det er måske også blevet tydeligere og tydeligere for mig. Det er en af grundene til, at vi sætter ekstra fokus på Afrika. Vi er nødt til at gøre en ekstraordinær indsats med udviklingsbistanden, siger Anders Fogh Rasmussen mandag på førstedagen af sit besøg i Tanzania i Østafrika.
Han fortryder dog ikke nedskæringerne:
– Jeg må sige rent ud, at der i mange år var udviklingssocialistisk romantik blandet ind i Danidas arbejde. Nu har jeg sagt det ligeud, siger Fogh Rasmussen til Politiken og fortsætter:
– Heldigvis er det på lang afstand, og i dag er der meget mere fokus på, at der kommer konkret udviklingsværdi for de penge, vi bruger inden for dansk udviklingsbistand.
– Så jeg tror godt, at jeg kan sige til danske skatteydere, at selv om man nu og da kan finde et fejlslagent projekt et eller andet sted, så kan man generelt set være virkelig tilfreds med og stolte af den udviklingsbistand, vi yder i Danmark, anfører statsministeren.
Der var både trommer, dans og militærorkester, da statsministeren og hustru, Annemette, mødte op til æresceremonien uden for Tanzanias gamle parlamentsbygning Karijemee Hall i Dar es Salaam.
Her bød Tanzanias præsident, Benjamin William Mkapa, velkommen forud for de politiske samtaler de 2 imellem senere mandag.
Tanzania er det u-land, der har modtaget suverænt mest bistand fra Danmark gennem de seneste 40 år med u-landsbistanden.