Fogh og Tørnæs: Fokus på jobs til unge i Afrika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

KOMMENTAR, 20. november 2008: Af statsminister Anders Fogh Rasmussen og udviklingsminister Ulla Tørnæs

Afrikakommissionen afvikler i dag sit andet og måske vigtigste møde i Addis Ababa. På dagsordenen vil være en række konkrete initiativer, der skal skabe flere og bedre job til den hastigt voksende gruppe af afrikanske unge.

Millioner af unge afrikanere står i dag uden arbejde, og problemet vil vokse i de kommende år på grund af en stor befolkningstilvækst.

Det er helt afgørende, at de voksende ungdomsårgange får reelle uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. Lykkes det ikke, er der risiko for, at de unge ender i kriminalitet, indfanges af konflikter eller bliver politisk radikaliserede med destabilisering til følge.

Samtidig udgør den store gruppe af unge afrikanske kvinder og mænd et meget stort uudnyttet potentiale. Med job på hånden vil de unge være en katalysator, der kan skabe langsigtet udvikling og vækst i Afrika.

Regeringen har nedsat en international kommission, der består af afrikanske stats- og regeringsledere, repræsentanter fra det det afrikanske erhvervsliv samt ledere fra de væsentligste internationale organisationer. Kommissionen afholder i dag sit andet møde i Etiopiens hovedstad. Her vil vi netop diskutere, hvordan Afrika bedst kan håndtere de store ungdomsårgange.

Vores udgangspunkt er, at Afrika som helhed i dag klarer sig bedre end sit rygte:

Antallet af væbnede konflikter er blevet reduceret de seneste ti år. Flertallet af de afrikanske lande er mere demokratiske end tidligere. Bekæmpelse af korruption og god regeringsførelse er kommet højere op på dagsordenen. Stadig flere børn går i skole, og sundhedstilstanden er overordnet set blevet forbedret. Sidste år kunne fire ud af fem lande fremvise vækstrater på omkring seks procent.

Alligevel er de afrikanske lande stadig milevidt fra at udnytte deres fulde potentiale for vækst og udvikling. Alt for mange afrikanske virksomheder kan ikke konkurrere på et stadig mere globaliseret marked. Alt for mange virksomheder og unge iværksættere må dreje nøglen om trods de rigtige forudsætninger for at skabe succesfulde forretninger. En direkte konsekvens er alt for mange forspildte chancer for at skabe de arbejdspladser, som Afrika har så hårdt brug for.

Formålet med dagens møde i Afrikakommissionen er at nå til enighed om en række konkrete forslag til initiativer og tiltag, der kan gøre en reel forskel i Afrika. Vi skal tænke nyt og fokusere vores indsats der, hvor den er mest effektiv og gør størst nytte.

De initiativer, vi vil diskutere, kredser om økonomisk vækst og konkurrenceevne. Det er en grundlæggende pointe, at privatsektoren i Afrika er afgørende for udvikling og for en økonomisk vækst, der skaber gode jobs. Udviklingsbistand alene kan ikke tackle Afrikas udfordringer.

Lad os fremhæve tre af de initiativer, der er på dagsordenen:

1) Små og store virksomheder skal have større adgang til finansiering. Det er de små og mellemstore virksomheder i Afrika, der i høj grad har nøglen til at skabe vækst og job. Men de har meget ringe adgang til finansiering af investeringer. Derfor skal det være nemmere at optage lån for den enkelte virksomhed. Det vil blandt andet komme landbrugssektoren til gavn.

2) Vi skal støtte unge afrikanske iværksættere. Der er behov for at udvikle nye, innovative ordninger, som tilgodeser unge, der ønsker at realisere deres forretningsidéer. Det kunne være gennem rådgivning, erhvervsfaglig uddannelse samt adgang til risikovillig kapital.

3) Der skal produceres mere bæredygtig energi. Afrika mangler tilstrækkelig og stabil energiforsyning. Det forringer virksomhedernes konkurrenceevne og Afrika går glip af jobs. Der er masser af grøn energi i Afrika. Den skal udnyttes ved at bygge på de mange gode eksempler, der allerede findes i mange afrikanske lande. Også her vil erhvevsfaglige uddannelser samt investeringskapital kunne spille en central rolle.

Der er ingen nemme løsninger, når det handler om at skabe varig udvikling og bæredygtig vækst i Afrika. Men med et fokus på konkrete initiativer vil Afrikakommissionen gøre en forskel. Der er behov for forpligtende partnerskaber, så vi sikrer reel handling.

Vores ambition er at påvirke det internationale udviklingssamarbejde med Afrika. I kraft af Afrikakommissionens stærke sammensætning har vi store forventninger til, at vi kan nå vores mål. Vi vil selv gå forrest ved at lade kommissionens anbefalinger få direkte indflydelse på den danske udviklingsbistand. I 2009 har vi afsat 200 millioner kroner til umiddelbart opfølgning af kommissionens arbejde.

Men vi stopper ikke der. Afrikakommissionens anbefalinger vil transformere dansk udviklingspolitik og bidrage til en fokuseret, bedre og mere effektiv udviklingsindsats. Det skylder vi de afrikanske unge.

Kilde: www.um.dk