Musik og sang vil sammen med danse- og teatergrupper møde de julehandlende i Københavns metro lørdag 10. december. Det sker for at markere FNs menneskerettighedsdag.
For tredje år i træk sætter Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, fokus på tortur i Københavns metro. Fra kl. 12 til 16 vil de metrorejsende på Christianshavn, Kongens Nytorv, Nørreport og Frederiksberg station blive mødt af gospelmusik, ungdomsbands og mavedansere.
De vil sammen med frivillige aktivister fra RCT sætte fokus på arbejdet mod tortur i en god stemning af sang og musik samt uddeling af balloner og karameller til de julehandlende børn.
Især i år er det vigtigt at sætte fokus på arbejdet mod tortur efter nye afsløringer af fangemishandlinger i Iraks fængsler og Guantanámo samt senest CIA-fly, der flyver terrormistænkte til lande, hvor de udsættes for tortur.
RCT håber, at der med markeringen i Københavns metro skabes større folkelig opbakning til arbejdet mod tortur – og det dermed fortsat forbliver en dansk mærkesag.
Program for dagen på de 4 metrostationer kan ses på www.rct.dk
Yderligere oplysning:
Tue Magnussen tlf. 33 76 06 00 mobil 22 44 43 95 eller Christina Hennings, tlf.
33 76 06 31, mobil 20 63 00 95.