Fokus på ”vand for udvikling” i Stockholm den kommende uge

800px-flying_flags_at_the_world_water_week_in_stockholm
Thomas Jazrawi

En række eksperter, forretningsfolk, politikere og andre nøglepersoner skal i den kommende uge diskutere vand i Stockholm.

Det sker ved ”World Water Week”, et årligt arrangement iværksat af Stockholm International Water Institute (SIWI). Den internationale institution med hovedsæde i den svenske hovedstad blev grundlagt i 1991 og er en tænketank for globale emner med relevans for vand.

”World Water Week i Stockholm er det årlige fokuspunkt for globale emner med relevans for vand”, lyder det på den officielle hjemmeside for begivenheden.

Der vil dette år være deltagelse af 3000 personer og 270 organisationer fra 143 forskellige nationer.

Den svenske statsminister Stefan Löfven er på deltagelisten sammen med Sveriges miljøminister og Stockholms borgmester.

Marshall-øernes præsident Christopher J. Loeak og Abdullah Ensour, Jordans premierminister, samt Perus miljøminister, der stod i spidsen for de seneste klimaforhandlinger i Lima, er andre prominente gæster.

Vand for udvikling

Dette års tema er meget passende ”vand for udvikling”. 1 milliard mennesker mangler stadig adgang til rent vand, fremgår det af hjemmesiden.

Klimaforandringer vil i fremtiden resultere i hyppigere og mere alvorlige tørkeperioder rundt omkring i verden.

For tiden er der massivt tørkeramte områder i Californien, Sao Paulo og Mellemøsten. Studier peger på, at en historisk slem tørke i Syrien var medvirkende til at skabe forudsætningerne for den voldsomme borgerkrig, der nu fortsætter på fjerde år.

Der er altså nok at diskutere for de prominente gæster i Stockholm.

Vand i verdensmålene

Samtidigt er der betydeligt fokus på vand i FN’s nye bæredygtige udviklingsmål. Målsætning nummer 6 lyder, at man skal sikre adgang og bæredygtig håndtering af vand og sanitet til alle.  

Der er også flere af delmålene, der handler om rent vand, forurening, kemikalier, ørkendannelse og andre temaer med relevans for vand.

Det bliver ganske givet ligeledes diskuteret ved den store begivenhed i Stockholm i denne i uge.

De mange gæster drager mod Stockholm for at netværke, udveksle idéer, facilitere ny tænkning og udvikle løsninger på de mest presserende vandrelaterede udfordringer i dag, lyder det på hjemmesiden.

Læs mere om arrangementet her: http://www.worldwaterweek.org/