Følge af Tørnæs-krav: IBIS skal samle 13 kr. ind brutto for at kunne overføre 10 kr. netto til sine projekter

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

VK-regeringens krav om, at en stribe folkelige organisationer herhjemme i stigende grad selv skal skaffe penge til deres projekter i u-landene, rammer bistandsorganisationen IBIS hårdt.

Af forslaget til arbejdsprogram for 2007 og 2008, som kommer op på foreningens generalforsamling 3. november, fremgår det, at “i kroner og øre kræver det i størrelsesordenen godt 13 mo. kr., som IBIS skal samle ind brutto for at kunne overføre 10 millioner netto til aktiviteter i Syd i 2008”.

Med andre ord: IBIS skal skrabe 13 kr. ind brutto, hver gang man vil sende 10 kr. netto videre til projektarbejdet i u-landene som følge af den stramning af betingelserne, udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) indførte. Først med en egenfinansieringsgrad på 5 procent i 2006 og 10 procent fra 2007 og fremover.

“2007 viste med et turbulent år, hvor vanskeligt og ofte uforudsigeligt, det er at få en sådan egenfinansiering til at hænge sammen”, anfører IBIS.

Ikke så mærkeligt. Indtægterne fra en IBIS-landsindsamling til Afrikas kvinder sammen med CARE Danmark tidligere på året var så ringe, at det var en af årsagerne til, at IBIS måtte opskrive årets forventede underskud med 800.000 kr. til i alt 2,3 mio. kr.

Også “i 2008 betyder regeringens krav om egenfinansiering, at IBIS skal arbejde hårdt for selv at kunne bidrage med et beløb svarende til 10 procent af rammebevillingen fra Danida”, lyder det.

Der er dog opmuntrende tegn for næste år. Da vil egenfinansieringen nemlig blive godt hjulpet på vej af Operation Dagsværks støtte til et IBIS-projekt til fordel for guaraní-indianerne i Bolivia.

Allerede her den 7. november vil landets gymnasieelever lade skolebøgerne ligge og i stedet arbejde én dag for at kunne støtte uddannelse af indianere – en indsats som foruden selve fundraisingen vil skabe øget offentlig fokus på IBIS uddannelsesprogrammer i Latinamerika. IBIS vil på ny deltage i kappestriden om at få Operation Dagsværk i 2009, hedder det.

En anden søjle i IBIS-fundraisingen i 2008 vil være fortsat udbygning af telemarketing og face-2-face-gadehververne for at skaffe flere medlemmer og bidragydere på trods af de nye skærpede regler for gadehvervning.

Skønt de lidt slunkne resultater fra landsindsamlingerne i 2006 og 2007 vil de praktiske erfaringer herfra kunne bruges konstruktivt til at lancere en udvidet indsamlingskampagne i forbindelse med Hele Verden i Skole Kampagnen, anføres det.

Endelig vil fundraisingsstrategien rette sig mod virksomheder og bidrag fra private fonde gennem mere aktiv branding. Også Gaver der Gavner-kampagnen og lignende vil udgøre vigtige bidrag for at nå det ønskede bundlinjeresultat – ligesom der i 2008 skal arbejdes på at finde nye nicher, hvor IBIS i højere grad kan konkurrere på ”egen bane” frem for at fundraise i åben konkurrence med andre NGOer.

I det omfang, det lykkedes at løfte kravet om egenfinansiering, åbner indsamlingsmidlerne nye muligheder for et økonomisk frirum. Frirummet kan give organisationen mulighed for nye satsninger, eksempelvis styrkelse af IBIS oplysningsarbejde og offentlige profil, fremfører forslaget til arbejdsprogram.

Budgettet for 2008 afsætter således en ekstra kvart million kr. til at gøre IBIS og det nye europæiske Alliance-samarbejde mere synligt i offentligheden. Det er også tiltrængt. En rundspørge tidligere i år viste, at kun få procent af de adspurgte danskere vidste, hvad IBIS var og stod for.

Det langsigtede mål for IBIS-fundraisingindsatsen er en fordelingsnøgle på 50-40-10: Dvs. at nærme sig et indtægtsgrundlag, hvor 50 procent af støttemidlerne stammer fra Danidas rammemidler, 40 procent fra andre donorer eller andre typer af Danida-bevillinger og 10 procent fra private midler.

-Søe