Folkekirkens Nødhjælp har modtaget 5 millioner kroner fra Danida. Pengene skal bruges til at rydde ammunition.
Det skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse onsdag.
Krigen i Libyen har efterladt livsfarlig ueksploderet ammunition. Krigens sprængfarlige efterladenskaber ligger i mange tilfælde frit tilgængelig og må derfor destrueres så hurtigt som muligt. Det kan for eksempel være granater, sprænghoveder til missiler og kemiske våben.
”Med de fem millioner kan vi nu fortsætte arbejdet med at rydde livsfarlig ammunition indtil omkring juli”, siger minerydningschef Richard MacCormac.
”Men behovet er stort – ikke kun i forhold til miner og krigsefterladen-skaber. Der er i øjeblikket ikke styr på de store mængder af våben, som er i omløb – og det øger risikoen for ustabilitet.”
FN påpeger, at der fortsat mangler rydningskapacitet i Libyen, og Folkekirkens Nødhjælp er enig. ”Med den nuværende kapacitet vil der være behov for hjælp gennem hele 2012 – og sandsynligvis længere”, siger Richard MacCormac og fortsætter:
”Jo længere tid, ammunitionen ligger frit tilgængeligt, desto større risiko for alvorlige skader. Derfor er det afgørende, at vi hjælper nu og her – indtil libyerne selv har mulighed for at betale for indsatsen”.
Yderligere oplysninger hos:
Minerydningschef i Folkekirkens Nødhjælp Richard MacCormac tlf.
29 69 91 38 eller journalist Tobias Moe på tlf: 61 79 77 40