“Regeringens forslag til næste års finanslov skaber flere problemer, end den løser. Regeringen foreslår den største nedskæring nogensinde af den samlede danske udviklingsbistand i en tid, hvor der er mere brug for hjælpen end i mange år. I værste fald risikerer man, at regeringen dermed sår kimen til nye flygtningestrømme.”
”Vi håber, at ansvarlige politikere i Folketinget vil forhindre, at regeringens forslag bliver vedtaget med denne foreslåede voldsomme besparelse.”
Sådan lyder reaktionen fra Folkekirkens Nødhjælp på udspillet til en finanslov, der vil beskære Danmarks udviklingsbistand med næsten 3 milliarder kroner.
”Det var rigtigt set, da regeringen lovede at styrke Danmarks arbejde i det uroplagede og ustabile nordlige Afrika og hjælpe i kaosset omkring Syrien. Men regeringens skåltaler klinger hult, når man vil bekæmpe fattigdom og flygtningestrømme, men ikke leverer nye penge til opgaven og samtidig beskærer Danmarks langsigtede hjælp voldsomt,” siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen fra Folkekirkens Nødhjælp.
”Når vi forringer den langsigtede udviklingsbistand med et milliardbeløb, som regeringen foreslår, risikerer vi, at der kommer nye flygtningestrømme andre steder i verden, som vi kunne have forebygget ved at fastholde Danmarks indsats. Mange steder vil vi svigte verdens fattigste, hvis planen vedtages, siger Birgitte Qvist-Sørensen.
Hun håber, at nogle af besparelserne bliver fjernet af de partier, der har markeret sig mod så voldsomme nedskæringer af den danske hjælp. Og hun er klar til medvirke til de fornyelser, som der er behov for i måden at hjælpe på:
”Vi er nærområdeeksperterne og vi er stærke tilhængere af innovative erhvervspartnerskaber. Det har vi allerede bevist i stærke samarbejder med Grundfos, Bilka, Rockwool og Arla. Så vi er klar til at tage fat, det har verden brug for,” siger generalsekretæren.