Folkekirkens Nødhjælp sender eksperter til tørkeramte Etiopien

a_young_man_in_drought_conditions_in_ethiopia_5933857075
Thomas Jazrawi

Etiopien er ramt af den værste tørke i 50 år. Folkekirkens Nødhjælp sender eksperter til Etiopien for at hjælpe de tørkeramte bedst muligt.

Vejrfænomenet El Niño har forstærket en voldsom tørke i flere områder af Etiopien. Flere end 10 mio. mennesker er afhængige af nødhjælp, og regeringen vurderer, at op mod 15 mio. mennesker kan blive ramt af akut underernæring, hvis ikke der kommer hjælp hurtigt.

Mellem 80 0g 85 procent af etiopierne lever af landbrug og dyrehold, og mange familier producerer kun lige netop mad nok til eget forbrug og overlever fra høst til høst. Men flere steder har det ikke regnet ordentligt i flere år, og flere millioner mennesker overlever af nødhjælp.

”Heldigvis har det internationale samfund fået øjnene op for den truende katastrofe, og vi har modtaget flere store bevillinger. Dem bruger vi bl.a. til at sende en række eksperter indenfor fødevaresikkerhed og kontant nødhjælp til Etiopien,” siger Lisa Henry, katastrofechef i Folkekirkens Nødhjælp.

En af de vigtigste opgaver bliver at forsyne bønder i de hårdest ramte område med såsæd, bl.a. hurtigvoksende kikærter, så bønderne kan så, så snart regnen forhåbentlig kommer.

”Men der er også brug for kontant nødhjælp. Selv om regnen kommer, kan bønderne ikke høste de første afgrøder før til december / januar, så der er brug for penge til at skaffe sig mad og andre fornødenheder indtil da,” siger Lisa Henry.

I første omgang sender Folkekirkens Nødhjælp fem korttids-eksperter (en agronom, to katastrofemedarbejdere, en logistiker og en HR-medarbejder) til Etiopien for at bistå medarbejderne på Folkekirkens Nødhjælps lokalkontor og de lokale samarbejdspartnere i kampen mod sult.