Det nyeste årsregnskab viser, at organisationens i alt 122 butikker landet over genererede et overskud på hele 23,1 mio. kroner sidste år. Overskuddet er det største nogensinde, og alle pengene går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde blandt verdens fattigste, skriver organisationeni en pressemeddelelse.
”Vi er utrolig glade for det flotte resultat, og vi er rigtig stolte af vores 3.600 frivillige genbrugsmedarbejdere landet over. De gør et stort stykke arbejde for at få butikkerne til at give overskud, og deres engagement er uvurderligt for vores internationale arbejde,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen.
Hun retter samtidig en stor tak til de mange mennesker landet over, der lokalt bakker op om genbrugsbutikkerne.
”Uden de mange kunder og givere, der køber eller indleverer tøj og andre brugte effekter i butikkerne, kunne vores 3.600 frivillige slet ikke skabe den succes, genbrugsbutikkerne er. Også en stor tak til de andre organisationer, fordi de sætter fokus på genbrugsområdet. Lige nu kører Røde Kors kampagnen ”Smid tøjet”, hvor de opfordrer danskerne til at rydde op i deres gemmer. Det er en vigtig kampagne, som både er til stor gavn for alle butikkerne landet over, og samtidig medvirker, at organisationerne kan hjælpe endnu flere mennesker, der har brug for det, ” siger hun.
Hvert år indleverer danskerne flere tons tøj og andre brugte ejendele til genbrugsbutikkerne. Og der er altid brug for mere. Derfor opfordrer Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker alle til at gøre genbrug til guld. Så, er eller skal du i gang med forårsklargøringen, har du mulighed for at komme af med dine brugte ejendele og samtidig støtte en god sag.