Folkelige protester mod frihandel mellem USA og Mellemamerika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Folkelige organisationer i Mellemamerika håber på, at politisk lobbyvirksomhed i USA kan bremse ny og omfattende frihandelsaftale mellem USA og Mellemamerika.

Den ny frihandelsaftale mellem 5 lande i Mellemamerika og USA – Central American Free Trade Agreement, CAFTA – er mødt med massive protester fra opposition og civilsamfundsorganisationer i både El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua, skriver journalist Linda Nordahl Jakobsen i seneste udgave af Folkekirkens Nødhjælps Nyhedsbrev.

Men frihandelsaftalen, hvis endelige tekst stadig holdes hemmelig af ”nationale sikkerhedsgrunde”, er blevet ratificeret i de 4 landes kongresser.

– Det er ikke en frihandelsaftale mellem ligeværdige lande med samme økonomiske og sociale potentialer. Den ny frihandelsaftale mellem Guatemala og USA vil for alvor lukke op for multinationale virksomheders udplyndring af guatemalanske naturressourcer, og den vil betyde øget fattigdom, sagde den guatemalanske biskop Álvaro Ramazzini, da han i marts besøgte Danmark, inviteret af Folkekirkens Nødhjælp.

I Costa Rica er CAFTA endnu ikke ratificeret, fordi frihandelsaftalen udnyttes i et indenrigspolitisk spil.

Men den samstemmende kritik fra den katolske kirke og folkelige organisationer i Mellemamerika lyder på at CAFTA favoriserer udenlandske investorers og virksomheders rettigheder, at den underminerer dyrt vundne faglige og sociale rettigheder samt fødevaregrundlaget for hundredtusinder af småbønder og fattige.

– CAFTA bliver sømmet i ligkisten på landbrugene i Mellemamerika. Mange mellemamerikanske småbønder, der fremstiller basisfødevarer som majs, ris, bønner, sorghum, eller som opdrætter kyllinger, svin og kød- og malkekvæg, vil blive presset væk fra deres jorder af den strøm af billige subsidierede landbrugsvarer, som vil komme fra USA, skriver den store britiske NGO, Oxfam, i rapporten ”A raw deal for Rice under DR-CAFTA”.

Om konsekvenserne af CAFTA især for fødevareproduktionen i Mellemamerika hedder det: “Ingen landmænd i Mellemamerika vil være i stand til at konkurrere med et amerikansk landbrugsprogram, som i 2003 brugte 17,425 milliarder dollar til landbrugsstøtte. Et gigantisk beløb, der langt overstiger bruttonationalproduktet i de fleste af landene i Mellemamerika.”

CAFTA, der på sigt også skal omfatte Den Dominikanske Republik, er bygget op efter samme model som Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, som Mexico, USA og Canada indgik i 1994.

Men konsekvenserne efter 11 år med NAFTA er mærkbare, og præsident George Bushs drøm om, at CAFTA vedtages i Kongressen inden sommer, opfyldes måske ikke.

– NAFTA blev markedsført som en frihandelsaftale, der ville åbne markeder op for amerikanske varer og serviceydelser, skabe gode jobs i USA og velstand i Mexico. Men der er sket det modsatte: NAFTA har kostet omkring 900.000 mistede arbejdspladser i USA, skriver John J. Sweeney i avisen Boston Globe.

Han er formand for USAs største faglige sammenslutning AFL-CIO (13 millioner medlemmer), der sammen med demokraterne og flere sværvægtere inden for den amerikanske tekstil- og sukkerindustri har sat sig for at bremse CAFTA i sin nuværende form.

John Sweeney skriver videre:
”Efter 11 år med NAFTA er det amerikanske handelsunderskud med både Canada og Mexico svulmet op til 12 gange større end det underskud, vi havde inden NAFTA. Mere end en million mexicanske landmænd har mistet deres jorder på grund af import af billige landbrugsprodukter fra USA. De er tvunget til at søge arbejde i byerne, på fabrikker eller som illegale migranter i USA.”

Læs mere om Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartneres reaktioner på CAFTA på: www.noedhjaelp.dk/latinamerika

Rapporten ”A Raw deal for rice under DR-CAFTA” ligger på: www.oxfam.org.uk