I morgen, torsdag den 1. juli, bliver Folketinget præsenteret for den største regning nogensinde – bogstavelig talt.
En gigantisk rød rykker-regning (3 gange 3 meter) vil blive præsenteret af foreningen Sex og Samfund på vegne af tusindvis af kvinder i udviklingslandene, som hver dag dør, bliver smittet med hiv eller ikke har adgang til prævention. Altsammen fordi den vestlige verden ikke lever op til de økonomiske løfter, den gav på FNs Befolkningskonference i Kairo for 10 år siden, hedder det i en pressemeddelelse fra Sex og Samfund tirsdag.
Den vestlige verdens manglende betaling svarer til, at der i perioden 1996-2001 kunne være reddet trekvart million kvinders liv – 750.000 liv.
I London, Amsterdam, Rom og Berlin vil lignende regninger blive præsenteret på samme tid. I København foregår det torsdag kl. 11 på Christiansborgs Slotsplads, i London foran Downing Street 10, i Berlin ved Brandenburger Tor, i Amsterdam ved Binnenhof foran Parlamentet og i Rom på Piazza di Montecitorio, også foran Parlamentet.
Foreningen Sex og Samfund tager del i det europæiske initiativ, Called to Account – Stillet til Regnskab – som har til formål at sætte offentlig fokus på sundhed omkring seksualitet, graviditet og fødsel og opfordre de europæiske lande til at leve op til løfterne, de gav på FNs Befolkningskonference i Kairo i 1994.
Baggrunden er også dyster nok. Hvert minut dør en kvinde af ganske enkle komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel, hver dag smittes ca. 7.000 kvinder med hiv, hvert år mangler 200 millioner par adgang til prævention.
Tilbage for 10 år siden på FNs Befolkningskonference blev verdens lande enige om et visionært handlingsprogram for, hvordan man skulle opnå sundhed i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel for alle inden år 2015.
Det var en skelsættende konference, hvor der blev skabt håb for millioner af specielt unge og kvinder i verdens u-lande, som dagligt manglede adgang til noget så basalt som at kunne beskytte sig mod uønskede graviditeter og sexsygdomme og til sikre aborter og sikre fødsler.
Der blev udarbejdet en arbejdsplan med specifikke mål og et økonomisk overslag, beregnet i forhold til landenes respektive BNP. Og i årene efter konferencen gik det stærkt fremad. En mængde initiativer så dagens lys, metoder blev udviklet, og handlingsprogrammet beviste sit værd. Det virkede, hvor det blev ført ud i livet.
I dag tegner der sig imidlertid et noget mere dystert billede. Det går ikke fremad som planlagt, og tal viser, at hvor det vil kræve ca. 100 milliarder kroner om året at gennemføre handlingsprogrammet, blev der i 2001 kun brugt 57 milliarder kr.
For perioden 1996-2001 mangler industrilandene at betale 161 millarder kroner i forhold til, hvad der blev lovet i Kairo. Disse midler kunne have forebygget:
Trekvart million kvinders død,
7 millioner spædbørns død,
113 millioner aborter, eller
268 millioner uønskede graviditeter
Løfterne om økonomisk støtte er med en eller 2 undtagelser ikke blevet opfyldt. Danmark har betalt, hvad man lovede, men der er brug for en fornyet indsats.
Sex og Samfund opfordrer derfor Folketinget til at prioritere kvinders seksuelle og reproduktive sundhed i dansk udviklingsbistand og gøre sin indflydelse gældende internationalt for at få andre til at betale, hvad de skylder. Det skylder vi de millioner af unge og kvinder, hvis liv er afhængige af vores indsats.
Yderligere information hos informationskoordinator Katja Iversen, Sex og Samfund, tlf. 61 69 56 01 eller Bjarne B. Christensen, Sekretariatschef, Sex og Samfund, tlf. 27 29 03 09