Et forslag om at Danmark anerkender Vestsahara som en selvstændig stat vil højst sandsynligt ikke få stemmer fra andre partier end Enhedslisten, der står bag beslutningsforslaget, som blev behandlet i Folketinget tirsdag.
Beslutningsforslaget pålægger” regeringen senest den 1. juli 2014 at anerkende Vestsahara som en fri og selvstændig stat”. Desuden pålægges regeringen at arbejde for en fælles anerkendelse i EU-regi.
Siden 1975 har størstedelen af Vestsahara været besat af Marokko, og over 50 lande anerkender i dag områdets uafhængighed”, står der i forslaget.
”En dansk anerkendelse af Vestsaharas eksilregering ville være det første skridt til at lægge pres på det marokkanske kongedømme, samtidigt med at det ville sende en klar opfordring til EU’s andre medlemslande til at tage lignende tiltag”, sagde udenrigsordfører Christian Juhl fra Enhedslisten fra Folketingets talerstol under forslagets første behandling.
Regeringen vil ikke gå enegang
Men udenrigs-minister Martin Lidegaard (R) sagde i sit indlæg, at regeringen ville stemme imod forslaget, bl.a. fordi man ikke mener, at Danmark skal tage entydigt stilling til fordel for den ene part, og, at det er en bedre løsning at arbejde igennem FN og EU end alene.
Derefter stillede ordførerne fra de andre partier sig op, en efter en, og erklærede sig grundlæggende enige med udenrigsministeren. Alle ville de stemme imod forslaget, skriver NGOen Afrika Kontakt på sin hjemmeside onsdag.
“Men selv om forslaget altså med al sandsynlighed ikke bliver vedtaget, har processen omkring lovforslaget ikke været spild af tid”, siger Polisarios repræsentant i Danmark, Abba Malainin til Afrika Kontakt.
”At anerkendelse af Vestsahara er blevet diskuteret i det danske parlament er i sig selv en sejr for Vestsaharas befolkning”.
“Diskussionen fortsætter i udenrigsudvalget i næste uge, og Danmark kan stadigvæk spille en aktiv rolle i forhold til at presse den FN-sanktionerede folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold igennem, så Vestsaharas befolkning kan vælge selvstændighed”, gør han gældende.
EU drager fordel af Marokkos besættelse
Meget tyder på at det bliver sværere at få et samlet EU til at tage stilling til fordel for et frit Vestsahara.
Så sent som december sidste år godkendte et flertal af EU-parlamentet, hen over hovedet på Vestsaharas befolkning, en ny fiskeriaftale mellem EU og Marokko, som tillader EU at fiske i Vestsaharas farvand.
Den beslutning er i modstrid med den danske politik på området. Danmark stemte imod fiskeriaftalen i ministerrådet i november med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget.
Men et flertal, som samtidig mener, at man skal arbejde for en samlet EU-beslutning angående Vestsaharas selvstændighed.
Kilder: Folketinget, Afrika Kontakt