Ida Lunde Jørgensen har netop fået prisen Electrolux Easier Life 2005 på 25.000 kr. Den fik hun, fordi hun i en årrække med stor entusiasme har arbejdet for at muliggøre opstilling af miljøvenlige solkomfurer i verdens fattige lande.
Et solkomfur samler ved hjælp af en parabol solens stråler og kaster dem videre til en gryde eller kedel. Mangelfuld opvarmning af vand og mad koster hvert år et stort antal menneskeliv i Den 3. Verden og årets Electrolux-pris skal således bruges til at opsætte solkomfurer på børnehjem i Bombay i Indien.
Ida Lunde Jørgensen vandt i 1999 konkurrencen ”Unge Forskere” sammen med sin 7. klasse. Hun fik prisen sammen med klassen for det første solkomfur.
Ida Lunde Jørgensen er 19 år og læser i øjeblikket matematik på GSK. Hun blev født i Bombay i 1985 og levede det første år af sit liv på et børnehjem.
Som et-årig blev Ida Lunde Jørgensen adopteret og kom til Danmark. Hendes adoptivforældre flyttede til Spanien en måned efter de havde adopteret den lille pige.
Ida Lunde Jørgensen boede i Spanien med adoptivforældrene i 8 år og gik her på en britisk skole. Så flyttede familien igen til Danmark og hun startede på Rønde Skole nord for Århus.
I september 2002 var solkomfuret udstillet på HI-messen i Herning. Ida Lunde Jørgensen er med i organisationen Global Økologi.