Trump ønsker at genforhandle den aftale om Irans atomprogram, der blev indgået under forgængeren Barack Obama, så den dækker bredere, herunder at den kan være med til at stække Irans tilstedeværelse i det arabiske Mellemøsten.
Om Trumps konfrontative linje mod Iran vil medføre flere amerikanske tropper i Syrien og Irak vides ikke, men kan bestemt ikke udelukkes, skriver seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Lars Erslev Andersen i en ny analyse i magasinet Ræson.
Irakiske styrker rykker i stilling til at erobre de omstridte olieområder omkring Kirkuk fra kurderne.
Tyrkiet har allerede sendt tropper ind i Idlib i Syrien hvor de skal bekæmpe de syriske kurdere.
Samtidig er Israels to største fjender – Iran og Hizbollah – militært styrket tæt på grænsen til den jødiske stat, hvilket betyder, at Israel ifølge forsvarsministeren Lieberman forbereder sig på krig mod Hizbollah i Syrien og Libanon.
Og trods fremskridt er de sidste rester af Islamisk Stat endnu ikke helt renset ud fra Irak og Syrien.
Kraftcenteret i ondskabens centrifuge
Med stadig større tydelighed aftegner der sig to globale fronter i Mellemøsten der vil kæmpe om at bestemme magtbalancen i regionen. Den ene front udgøres af de lande der forhandler om Syrien i Astana, nemlig Rusland, Iran og Tyrkiet.
Den anden front udgøres af Saudi-Arabien, Israel og USA under ledelse af det nye triumvirat i Mellemøsten: Saudi-Arabiens kronprins Mohammad bin Salman, Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu og Donald Trump.
Denne front samler sig dogmatisk om at se Iran som roden til at ondt i Mellemøsten. Iran er i deres øjne kraftcenteret i en ondskabens centrifuge, der er ansvarlig for destabilisering globalt og regionalt og en eksistentiel trussel mod både Israel og USA.
Meget tyder på, at forhandlingsvejen med Iran er endt i en blindgyde. Konfrontation, måske krig, synes at være den eneste vej tilbage, skriver seniorforskeren.
Find hele Lars Erslev Andersens analyse her
