Forskere roser unge “ambassadører” for dialog mellem Mellemøsten og Danmark

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Arne Simonsen
medarbejder i DUF

Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har uddannet 40 unge som Dialogambassadører, der skal søge at skabe dialog mellem unge i Danmark og Mellemøsten. Og projektet giver gode resultater, konkluderer en undersøgelse.

Al-Qaeda kan fortsat rekruttere nye medlemmer til terror i Danmark, fordi nogle muslimer fejlagtigt opfatter Muhammed-tegningerne som et udtryk for, at danskerne generelt ønsker at forhåne islam.

Derfor er der brug for oplysning og dialog – og her er DUFs Dialogambassadør-projekt et eksempel på en vellykket indsats. Det vurderer senioranalytiker Marie-Louise Wegter fra DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier.

Forskere fulgte 26 dialogambassadører

Marie-Louise Wegter og en kollega har fulgt DUFs dialogambassadører. Det er unge fra Danmark, Jordan og Egypten, der er uddannet til at skabe dialog blandt unge i Danmark og Mellemøsten. I 2009 fulgte DIIS-forskerne 26 dialogambassadører, der rejste til Jordan og Egypten for at gå i dialog med unge.

Dialogambassadørerne, hvoraf en del har muslimsk baggrund, besøgte skoler, universiteter og organisationer. Og forskerne har gennemført en stribe interviews for at vurdere effekten af dialogmøderne.

”Her var det bemærkelsesværdigt, at vi ikke stødte på nogen – selv når vi talte med veluddannede og vestligt orienterede studerende – der kendte til baggrunden for, at Jyllands-Posten havde trykt tegningerne i 2005, eller hvorfor de var blevet genoptrykt af samtlige danske aviser i 2008. Flere havde forstået, at det kun var én avis og ikke alle i Danmark, der stod bag den oprindelige krænkelse. Men ingen havde belæg for at mene andet, end at tegningerne var udtryk for et bevidst ønske om at nedgøre og såre muslimer,” skriver Marie-Louise Wegter i en kronik i Kristeligt Dagblad.

Dialogambassadører underminerer fejlopfattelser

Marie-Louise Wegter tilføjer, at selv om dialogambassadørerne også stødte på forargelse over profetkrænkelsen, så var det bekymringen over danskernes fjendtlige følelser, som dominerede.

– Den gode nyhed er, at det er en sag, vi fra dansk side kan gøre noget for at underminere. Og det var det, de unge dialogambassadører gjorde. De gav deres egne forklaringer og oplevelser af, hvad der var sket i forbin-delse med Muhammed-tegningerne, anfører senioranalytiker Marie-Louise Wegter, der har speciale i religion, konflikt og international politik.

Dialog mindsker terror-risiko

DIIS-forskeren mener, at DUFs dialogambassadører er med til, at nedbryde fordomme og skabe gensidig forståelse, fordi danske unge gik i direkte dialog med unge i Mellemøsten.

Flere af de egyptiske og jordanske deltagere var således positivt overraskede over at høre, at muslimer rent faktisk havde rettigheder i Danmark, og at tegningerne var et spørgsmål om ytringsfrihed snarere end en kollektiv, blind dansk uvilje mod muslimer, viser forskernes interview-undersøgelse:

”Pointen er, at det er meget mere skræmmende at opfatte tegningerne som et udtryk for et ubegrundet had mod muslimer, end hvis det handler om uoverensstemmelser om, hvad det er moralsk forkasteligt at ytre sig om. For det er den frygt, som al-Qaeda kan profitere på, når de gør Danmark til terrormål, og dermed også den frygt, vi skal arbejde på at afmontere, hvis vi gerne vil gøre Danmark til et mindre attraktivt terrormål,” skriver Marie-Louise Wegter.

Det skete i kronikken “Al-Qaeda og de danske tegninger: hævn eller forsvar?” bragt i Kristeligt Dagblad.

Kilde: DUFs seneste elektroniske nyhedsbrev, udsendt tirsdag