Lige nu er der sejrsstemning i Libyen, men når festen er ovre, skal der arbejdes målrettet på at rydde op efter krigen og sikre en udvikling mod forsoning og demokrati.
Dansk Flygtningehjælp følger udviklingen og er klar til at yde den hjælp, der bliver nødvendig, fremgår det af en pressemeddelelse fredag.
Flygtningehjælpen har siden konflikten brød ud i Libyen arbejdet med at hjælpe de civile ofre både i Libyen og i nabolandet Tunesien, hvortil mange flygtede.
I disse dage står kontoret stille, for folk fejrer sejren med deres våben, og de mange sejrsskud gør det alt for farligt at bevæge sig rundt i byerne. Når festen slutter, bliver der brug for en målrettet indsats for at hjælpe libyerne videre, hedder det..
– Vi sikrer rent vand og uddeler basal nødhjælp, dér hvor det er nødvendigt. Der er humanitære behov blandt udsatte grupper, men vores oplevelse er heldigvis ikke, at der bliver brug for en stor humanitær nødhjælpssaktion i Libyen, siger generalsekretær i Dansk Flygtninge-hjælp, Andreas Kamm, der er i tæt kontakt med folkene på kontoret i Zintan.
– Libyerne får brug for andre former for hjælp fra Europa og humanitære organisationer. Tiden efter en diktators fald er vanskelig, fordi der åbnes op for andre modsætninger og uenigheder. Hvis vi skal undgå en situation som den, vi ser i Irak f.eks., må Europa sætte ind og støtte civilsamfundet med fokus på konfliktløsning, forsoning og demokrati, anfører Andreas Kamm.
Konflikt, revolutioner og flygtningestrømme på tværs af Nordafrika har skabt en meget kompleks flygtningesituation. Nogle var flygtninge, allerede før konflikterne begyndte, og andre blev fordrevet under konflikten.
Derfor arbejder Dansk Flygtningehjælp i samarbejde med UNHCR på løbende at holde øje med beskyttelsesbehov blandt mindretal og flygtninge.
Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling, Danish Demining Group, vil fjerne et andet stort problem efter krigen.
– Når våbnene ikke længere skal bruges til krig, er det et stort problem, at der er så mange våben i omløb. Det skal vi hjælpe dem med at få under kontrol, siger Andreas Kamm og forklarer, at det arbejde allerede er påbegyndt i samarbejde med UNMAS og UNOPS.
– Sidst men ikke mindst er der brug for en mere traditionel mineryd-ningsindsats. Vi ved, at der er store problemer med ueksploderet ammunition efter krigen. Det skal ryddes væk, så libyerne ikke kommer til at leve videre i fare for at miste liv og lemmer.
Yderligere oplysninger hos:
Kommunikationschef Mik Steenberger tlf. 33 73 51 60
og kommunikationsmedarbejder Sadaf Azizi
tlf. 33 73 51 85 og e-mail: [email protected]