Finansloven 2006 kræver allerede nu sine første mediemæssige dødsofre. Udover internetportalen Global.dks dramatiske lukning onsdag er det nu – torsdag – sidste gang, Mellemfolkeligt Samvirkes “KONTAKT Globalt Magasin” kommer på gaden.
Magasinet har siden 1948 beskrevet globale forhold og for mange danskere været en væsentlig del af det første pust fra den store verden. Generationer af skolelever har på magasinets sider bl.a. kunnet læse om genopbygningen af Europa, den afrikanske uafhængighedsbølge, kommunismens kollaps og krigen mod terror, skriver Mellemfolkeligt Samvirke i en pressemelding torsdag.
Men nu er det slut. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har med beslutningen om at beskære den oplysningsbevilling, som hidtil har udgjort det økonomiske fundament for en lang række informations- og undervisningsmaterialer om u-lande og globale forhold, reelt revet tæppet væk under KONTAKT Globalt magasin, hedder det.
Det nummer, som i dag markerer afslutningen på den længste danske magasinudgivelse om u-lande og globale forhold (57 år), indeholder meget passende en broget buket af artikler, der illustrerer de mange emner, som KONTAKT Globalt Magasin i årenes løb har dækket.
Pluk fra nummeret:
”Jeg har aldrig været god til det med tal.”
Dansk politiker – som i en quiz om u-lande gætter på, at der bor 40 mio. mennesker i Afrika. Det rigtige tal er 1,2 mia.
”Jeg har brudt nogle af stammens regler, men nogle af de væsentligste har jeg overholdt.”
Gulabo Sapera (danser, Indien)
”Storfamilien er væk om 50 år – og det er godt.”
Hudson Shiverenje (socialantropolog, Kenya)
”Jeg ville sikkert have haft flere læsere, hvis ikke jeg havde været araber.”
Yasmina Khadra (forfatter, Algeriet)
”Vores præster skal kunne få de troende ud af en ond cirkel af synder.”
Rubén Contreras (evangelisk præst, Argentina)
“Det er alle tiders.”
Kamarul Bahari (slumboer, Malaysia – om sin nye bolig)
Yderligere oplysninger hos Redaktør Christian Korsgaard, Mellemfolkeligt Samvirke, tlf. 77310045 / 22322617 og Generalsekretær Lars Udsholt, Mellemfolkeligt Samvirke, 20280844
Kontakt Globalt Magasin nr. 5/6 – december 2005
72 sider – ill. i farver, udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke
Kr. 48,00 – Løssalg se www.ms.dk/kontakt
Læs også telegrammet “Sidste leder i KONTAKT: Tørnæs går over i u-landshistorien, som den minister, der på kortest mulig tid har anrettet størst skade”, dato 14.12.05, i rubrikken Dansk bistand ude til venstre.