Første danske ph.d.-afhandling om psykisk helbred og livskvalitet hos torturerede flygtninge

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Tortur er en så alvorlig forbrydelse, at ofrene selv efter mange år er udsat for svær psykisk belastning og dårlig livskvalitet.

Det viser den første danske medicinske ph.d.-afhandling om psykisk helbred og livskvalitet hos flygtninge, der har været udsat for tortur, som læge Jessica M. Carlsson forsvarer 2. september på Københavns Universitet.

Afhandlingen viser, at behandling af torturofre er mere end svær og at behandlingsarbejdet ikke kun bør omfatte en medicinsk og psykologisk indsats, men tillige en social indsats for at skabe beskæftigelse og sociale kontakter for traumatiserede flygtninge.

Forskningsarbejdet er baseret på studier og undersøgelser gennem mere end 3 år blandt klienter på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), det danske behandlingscenter for torturofre, som i kraft af forskning og metodeudvikling har opnået international anerkendelse, skriver RCT i en pressemeddelelse fredag.

Ph.d.-afhandlingen undersøger det psykiske helbred i form af symptomer på posttraumatisk stressbelastning (PTSD), depression og angst, som er hyppige klager blandt traumatiserede flygtninge. Endvidere inddrages faktorer som deltagernes baggrund (køn, alder, uddannelse) og traumatiske hændelser f.eks. tortur før ankomsten til Danmark samt den nuværende sociale situation i undersøgelsen.

Resultaterne viser, at der er svær psykisk belastning og påvirkning af livskvaliteten mange år efter tortur og efter ankomst til Danmark. Psykiske symptomer har sammenhæng med lav livskvalitet. Trods behandlingsindsats er der en tendens til kroniske gener. Et dårligere psykisk helbred og en lavere livskvalitet forstærkes, når flygtninge er uden beskæftigelse og kun har få sociale kontakter.

Jessica M. Carlsson konkluderer, at de undersøgte flygtninge lider af langvarig psykisk belastning. De traumatiske oplevelser og et dårligt psykisk helbred gør dem sårbare, og de har svært ved at tackle de problemer, der opstår, når man kommer til et nyt land.

De langvarige psykiske gener samt betydningen af beskæftigelse og sociale kontakter peger på et behov for at udvikle tilbud til traumatiserede flygtninge, hvor beskæftigelse og sociale relationer bør inkorporeres.

Fredag 2. september kl. 14.30 forsvarer Jessica M. Carlsson sin ph.d.-afhandling ”Mental health and health-related quality of life in tortured refugees” Forsvaret, hvor alle interesserede er velkomne, finder sted i Henrik Dam auditoriet, Panum Instituttet, Københavns Universitet, Blegdamsvej 3, København N

Yderligere oplysninger hos Tue Magnussen, RCT, tlf. 33 76 05 30 eller mobil 22 44 43 95. Resumé af ph.d.-afhandlingen kan ses på www.rct.dk