Første forkvinde for missionsselskab

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

På sit årsmøde for nylig valgte Sudanmissionens bestyrelse som det første danske missionsselskab en kvinde til formand.

Det er den 62-årige sognepræst Ruth Jeppesen, Thy, som nu sætter sig i formandsstolen for et af de store danske missionsselskaber. Hun afløser provst Vagn Ove Høgild, Struer, der i 13 år har været medlem af Sudanmissionens bestyrelse, heraf de sidste 3 år som formand.

Ruth Jeppesen er oprindelig uddannet lærer fra Haslev Seminarium og har været lærer på Østvendsyssels Ungdomsskole i Dronninglund. Hun tog særuddannelsen som præst og tiltrådte i 1981 sit første embede som præst ved Helligåndskirken i Aarhus. Her var hun samtidig tilknyttet Det Økumeniske Center bl.a. som medlem af Kirkernes Raceprogram og som medarbejder og initiativtager ved retrætehuset “Skovhuset”.

Efter 10 år i det århusianske forstadssogn fulgte nogle år i udlandet, hvor Ruth Jeppesen sammen med sin mand var engageret i kirkeligt og humanitært arbejde. Først i Nicaragua udsendt af Folkekirkens Nødhjælp, senere Bolivia for u-landsorganisationen Ibis og til sidst i Indien. Siden 2001 har Ruth Jeppesen været sognepræst i Boddum og Ydby sogne i Sydthy. Hun er gift med teologen Mogens Jeppesen, der er generalsekretær i Caritas Danmark. Parret har fire voksne børn.

På årsmødet var der også valg til Sudanmissionens bestyrelse. 3 nye medlemmer blev valgt: Sognepræst Ole Steen Hansen, Aabybro, direktør Gert-Oluf Schwartz Lausten, Herning og sognepræst Thomas Hansen, Korsør.

Bestyrelsen konstituerede sig herefter med Ruth Jeppesen som formand, Knud-Helge Nørgaard, Viborg som næstformand og Bent Storbjerg, Herning, som tredje medlem af Forretningsudvalget.

Sudanmissionen blev stiftet i 1911 som et folkekirkeligt missionsselskab med det formål at arbejde i de afrikanske lande umiddelbart syd for Sahara (der dengang hed Sudan-bæltet) for at dæmme op for islams indtrængen nordfra.

I dag arbejder selskabet i 5 lande, Nigeria, Mali, Sierra Leone, Cameroun og Den centralafrikanske Republik, ved at støtte lokale kirker og udsende missionærer.

Kilde: www.sudanmissionen.dk