Mens Folketinget holder fri i uge 10 i begyndelsen af marts, tager statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på officielt besøg i Tanzania og Sydafrika, oplyser statsministeriet i en pressemeddelelse onsdag.
Statsministerens visit markerer 50-året for det dansk-tanzanianske udviklingssamarbejde, og hendes program vil særligt være koncentreret om danske prioritetsområder indenfor bistanden såsom sundhed, uddannelse og særligt kvinders rettigheder og vilkår.
Helle Thorning bliver samtidig den første statsminister i over syv år, der besøger Afrikas suverænt største modtager af dansk udviklingsbistand.
Omkring 14 mia. kr. er det blevet til siden den spæde start i 1960ernes begyndelse, da Tanzania opnåede selvstændighed. I 2013 planlægges udbetalt ca. 582 mio. kr. til Tanzania fra Danmark – se mere om bistandens sammensætning neden for.
Den seneste danske regeringsleder, der gæstede det vidtstrakte østafrikanske land, var Anders Fogh Rasmussen (V) i oktober 2005.
Dengang blev han mødt af trommer, dans og militærorkester, da han og hustruen, Annemette, kom til æresceremoni uden for Tanzanias gamle parlaments-bygning Karijemee Hall i Dar es Salaam, hvor dav. præsident, Benjamin William Mkapa, bød velkommen.
Musikken og farverne ufortalt, var Fogh Rasmussens besøg i Tanzania et udtryk for den tidl. VK-regerings beslutning om at sætte øget fokus på Afrika.
Kommet langt siden Nyerere
Denne gang vil der igen være fokus på øget samhandel og investeringer.
For Tanzania er kommet langt, siden dets første leder, Julius Nyerere, ønskede at opbygge en afrikansk velfærdsstat efter skandinavisk forbillede, og mange rige lande, herunder Danmark, meldte sig som donorer.
Forvandlingen fra en fattig og underudviklet koloni til en velfærdsstat viste sig som en langt større og mere vanskelig opgave, end optimisterne troede.
Tanzania er et fattigt udviklingsland den dag i dag. Men de seneste år har man oplevet en stabil og imponerende økonomisk vækst.
Med afsæt heri ligger der nye danske kommercielle muligheder, for uanset den gode udvikling har vor samhandel med Afrika hidtil været forsvindende lille og ligger langt under adskillige EU-landes – se også
http://di.dk/Marked/Markeder/Afrika/Pages/DanmarkliggerlangtunderEU-gennemsnittetforeksporttilAfrika.aspx
Og så kan det være, at Helle Thorning har en indbydelse med til Tanzanias præsident om at aflægge genvisit i Danmark.
Det havde Fogh Rasmussen med i sin tid, og Jakaya Kikwete kom på officielt besøg i marts 2007 efter at have overtaget præsidentposten i december 2005. Han blev genvalgt i 2010 og næste præsident- og parlamentsvalg finder sted i 2015.
Se mere om ham på http://en.wikipedia.org/wiki/Jakaya_Kikwete
Båndene til det officielle Danmark går i øvrigt helt til tops historisk set. Kong Frederik IX og dronning Ingrid var optaget af Tanzania og ikke mindst den karismatiske Nyerere og besøgte landet flere gange.
Sydafrikas voksende middelklasse
Helle Thorning-Schmidt indleder sin afrikanske safari på verdensdelens sydspids, hvor hun vil have særligt fokus på det kommercielle samarbejde mellem Danmark og Sydafrika og større kendskab til danske virksomheders kernekompetencer.
Mens de afrikanske lande traditionelt er blevet set som modtagere af udviklingsbistand, ventes statsministeren under sit besøg i Sydafrika at lægge vægt på, at Afrika faktisk kan fremvise større vækstrater end Asien.
Som den største økonomi på kontinentet har Sydafrika samtidig en voksende middelklasse, der i stigende grad gør det attraktivt for dansk erhvervsliv at øge samhandlen med landet.
I både Sydafrika og Tanzania vil statsministeren have politiske samtaler og desuden sætte spot på betydningen af uddannelse og de voksende problemer med ungdomsarbejdsløshed, oplyser Statsministeriet.
Det sker bl.a. i kraft af hendes deltagelse i FN’s uddannelsesinitiativ “Education First”.
Helle Thornings personlige kendskab til Afrika er begrænset; det er hendes interesse for u-landene angiveligt ikke.
Således fortalte hun engang om sit møde – som ung – med en fattig kasteløs kvinde i Indien; et møde, der gjorde dybt indtryk – se
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/05-02-10/dansk-toppolitiker-om-et-af-de-mest-interessante-m
DOKUMENT
Afsnittet om bistanden til Tanzania i anmærkningerne til regeringens finanslov for 2013 (stort set hele teksten).
Sigtet er at støtte Tanzanias egen vækst- og fattigdomsstrategi gennem en fælles landestrategi, der danner udgangspunkt for Danmarks bistand til Tanzania.
I medfør af den fælles landestrategi…. stiles der mod at begrænse antallet af sektorprogrammer til to. I det eksisterende bistandsprogram indgår fire sektorprogrammer:
1) vækst i landbrug og erhverv
2) veje
3) sundhed og hiv/aids
4) miljø
Vejprogrammet og miljøsektorprogrammet udfases i 2013.
I bistanden indgår videre budgetstøtte til Tanzanias statsbudget og aktiviteter til fremme af god regeringsførelse.
Vækst i landbrug og erhverv:
Programmet bidrager til at fremme økonomisk udvikling gennem forbedrede rammebetingelser for erhvervslivet og støtter reformer af lovgivningen med relevans for erhvervslivet samt kapacitetsopbygning af interesseorganisationer, herunder arbejdsmarkedets parter, med henblik på at varetage og advokere for medlemmernes rettigheder.
Endvidere ydes der støtte til styrkelse af Tanzanias deltagelse i internationale handelsforhandlinger og uddannelse inden for international handel samt støtte til små og mellemstore virksomheder med fokus på landbrugssektoren, herunder adgang til kredit.
Der forventes et nyt tilsagn på 600 mio. kr. til et nyt femårigt program i 2013. Det nye program planlægges at videreføre de igangværende indsatser, men med stærkere fokus på en økonomisk og miljømæssig bæredygtig værdikædetilgang.
Som en del af det samlede tilsagn til vækstprogrammet er 250 mio. kr. af midlerne overført fra § 06.32.01.26. Opfølgning på Afrikakommissionens anbefalinger.
Sektorprogramstøtte til vejsektoren:
Programmet bidrager til rehabilitering og udbygning af Tanzanias infrastruktur, der udgør det fysiske grundlag for landets økonomiske udvikling.
Indsatsen er koncentreret om støtte til vejnettet med anlæg af hovedveje, regionsveje, distriktsveje, landsbyveje og broer samt støtte til reformarbejdet i landets vejdirektorat, Ministerium for Offentlige Arbejder og Ministerium for Lokalstyre.
Desuden ydes institutionel støtte for at styrke den lokale kapacitet til vedligeholdelse og rehabilitering af vejnettet. Der blev afgivet tilsagn på 500 mio. kr. til indeværende fase i 2005 samt et supplerende tilsagn på 60 mio. kr. i 2009.
Den oprindeligt planlagte programperiode 2006-2010 er forlænget og udfases i 2013.
Sektorprogramstøtte til sundhedssektoren:
Programmet fokuserer på at øge adgangen til og forbedre kvaliteten af basale sundhedsydelser, bl.a. ved at bistå regeringen med at styrke sundhedssystemerne og forbedre serviceniveauet i den primære sundhedstjeneste landet over gennem støtte til investerings- og driftsbudgetterne via den fælles donorfond for sundhed.
Herudover ydes særskilt støtte til Zanzibars sundhedssektor på tilsvarende områder og indsatsen mod hiv/aids.
I 2009 blev der afgivet tilsagn til en ny fase, der løber fra medio 2009 til 2014, med et samlet budget på 910 mio. kr., hvoraf der er budgetteret med 260 mio. kr. til en særlig indsats til kampen mod hiv/aids.
I den nye fase er den andel, der går gennem den fælles donorfond til sektorbudgetstøtte, øget til 80 pct. af støtten til Tanzanias fastland (ekskl. Zanzibar). Den øvrige støtte til fastlandet er reduceret og reserveret til få strategiske indsatser og kapacitetsopbygning relateret til sundhedssystemerne.
Hiv/aids-indsatsen støtter den tværgående hiv/aids-strategi gennem en fælles donorfond og fokuserer på det forebyggende hiv/aids-arbejde, primært på distriktsniveau. Der forventes et nyt tilsagn til sundhedssektoren i 2014.
Sektorprogramstøtte til miljø:
Programmet fokuserer på at styrke en bæredygtig forvaltning af Tanzanias miljø og naturressourcer, for derigennem at yde et bidrag til økonomisk vækst og reduktion af fattigdom, til øget social trivsel og til god regeringsførelse – de tre målsætninger i Tanzanias fattigdomsstrategi.
Programmet støtter udrulning af miljøloven og opbygningen af en miljø- og naturressourceforvaltning på nationalt og lokalt niveau. Endvidere støttes forvaltning af miljø i byerne i tæt samarbejde med Verdensbanken og de tanzanianske myndigheder.
Gennem støtten udarbejdes en national politik for by- og miljøforvaltning, der understøttes af direkte investeringer i otte byer.
I 2007 blev der afgivet tilsagn på 180 mio. kr. til nuværende fase, der udløber i 2013. Grundet øget tilpasning og fokusering forudses der ikke en næste fase.
Generel budgetstøtte:
Det nuværende tilsagn på 615 mio. kr. løber 2011-2015. Formålet med den generelle budgetstøtte og den dertilhørende fælles dialog vedrørende mål- og resultatstyring er at give Tanzania bedre mulighed for at gennemføre sin strategi for vækst og bekæmpelse af fattigdom og fastholdelse af den makro-økonomiske stabilitet.
Fremdriften i Tanzanias fattigdomsstrategi og økonomiske og strukturelle reformer monitoreres gennem nationale resultatsystemer.
God regeringsførelse:
Tilsagnet på 250 mio. kr. blev givet i 2011 til en ny fase af programmet til god regeringsførelse med fokus på demokratisering og gennemskuelighed i den offentlige forvaltning, herunder forbedret finansforvaltning, samt støtte til retssektoren, medier og civilsamfundet.
Programmet supplerer budgetstøtteprogrammet gennem en styrkelse af de private og offentlige institutioner, der har til formål at udøve kontrol med regeringen, herunder kontrol med anvendelse af offentlige midler. Programstøtten vil løbe 2011-2015.
Ligestilling:
Der blev i 2012 afgivet tilsagn til ligestillingsindsatser på 25 mio. kr. for 2012-2015. Indsatserne har til formål at fremme ligestilling, kvinders rettigheder og muligheder, herunder særligt økonomiske og sociale rettigheder.
Der ydes støtte til at forebygge kønsbaseret vold og til at styrke ressourcesvage kvinder i at realisere økonomiske rettigheder i form af bedre kreditmuligheder og øget markedsadgang.
Andet:
Udover den del af bistanden, der ydes som generel budgetstøtte, sektorprogrambistand eller større projekter, støttes mindre projekter og programmer, der ligger inden for formålet med den danske bistand til Tanzania.
Bistand til Danida Business Partnerships finansieres over § 06.32.05. Danidas erhvervsindsatser.
(slut)
Se også om bistanden generelt i anmærkningerne til finanslov 2013 på
http://www.oes-cs.dk/bevillingslove/doctopic?book=BEVPUBL.FFL13A&topic=6.3&searchtype=3