Regeringsstyrkerne vil ikke være klar til at håndtere sikkerheden i Afghanistan, når de danske og øvrige allierede kampenheder trækker sig ud i 2014.
Det konkluderer en risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Vurderingen står i skarp kontrast til hvad både danske og amerikanske regeringer ellers har angivet som forudsætning for tilbagetrækningen, skriver DR online mandag.
Ifølge både NATO, USA og den danske regering skal afghanerne være klar til at overtage sikkerheden i deres land, når de allierede er ude i slutningen af 2014. Men ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste kan de afghanske sikkerhedsstyrker ikke løfte den opgave – heller ikke om 3 år.
Brug for international assistance
DR Nyheder har haft adgang til efterretnings-tjenestens nye risikovurdering og her står:
“Det er ikke sandsynligt, at oprørsstyrkerne vil være afgørende svækket i Afghanistans sydlige og østlige provinser inden udgangen af 2014. Det er heller ikke sandsynligt, at det afghanske sikkerhedsapparat og de politiske institutioner bliver klar til at løfte det fulde ansvar for Afghanistan inden udgangen af 2014, men fortsat vil have brug for en vis international assistance”.
Ifølge FE vil Taliban altså ikke være slået i det område, hvor de danske styrker har kæmpet siden 2001, og afghanerne vil ikke selv kunne beskytte sig mod Taliban, når Danmark trækker sig ud.
Forsvarets Efterretningstjeneste skriver også:
“Siden 2009 har den afghanske hær deltaget i alle større militære operationer. Til trods for den positive udvikling evner størstedelen af de afghanske hærenheder ikke at gennemføre komplekse og længerevarende operationer på egen hånd”.