En kendt skikkelse i u-landsmiljøet, Amnesty Danmarks pressechef siden november 1997 Stig Nielsen, har forladt skuden for at drage til den stormomsuste redaktørpost på DJØF-bladet, hvor han fra 1. februar tog over efter den forrige redaktør. Hun gik efter uenighed med Jurist- og Økonomforbundets ledelse.
Stig Nielsen har været vidt omkring i 3. Verdens-sammenhæng. I 1991 lavede han videofilm i Danmark og Mellemamerika, hos Ibis var han 1992-93, i 1994-96 var han journalist i Costa Rica, og så freelance indtil han kom til Amnesty Internationals danske afdeling.
Stig Nielsen (51) siger til u-landsnyt.dk, at der er 3 årsager til hans jobskifte. Dels blev han opfordret til at søge sit nye job, dels vil han ikke for langt op i årene, før han skifter, så kan det nemlig blive svært, dels har han lyst til at prøve noget nyt efter de til tider hæsblæsende år i Amnesty.
Her har han nemlig oplevet det store lift, som menneskerettighederne har fået.
– I de år, jeg var på Amnesty, har menneskerettighederne været under stigende pres, og det gav ekstra fokus på organisationen, siger han og fortsætter: – Som pressechef kunne jeg se, at det blev langt mere interessant, hvad vi sagde. Vi blev taget alvorligt af medierne og politikerne og kunne påvirke på højeste plan; det har gjort det meget spændende at være der.
Om sit nye job siger Stig Nielsen, at “jeg har det på den måde, at jeg tror, jeg godt kan finde ud af at lave et godt fagblad. Jeg er klar over de gråzoner der er, men ikke bange for at tage de konflikter”.
Stig Nielsens job som redaktør af Amnesty Bladet og pressemedarbejder varetages p.t. af journalist Anne Lea Landsted. Amnesty Danmark søger tillige nu en kommunikationschef. Se u-landsnyt.dks jobbørs under rubrikken Stillinger.
Af andre kommunikationsnyheder på 3V-fronten kan nævnes, at journalist Katrine Holst pr. 3. januar er overgået fra free lance til et job som kommunikationsmedarbejder i CARE Danmark.
Og at journalist Steffen Kretz fra 1. februar overtog jobbet som Mellemøsten-korrespondent for DR Nyheder. Han afløste DRs Mellemøsten-ekspert gennem de sidste 35 år, Ole Sippel, der flytter til Rom. Herfra skal Sippel dække Italien – og lejlighedsvis Mellemøsten for en række programmer.
Steffen Kretz får fast base i den jordanske hovedstad, Amman, og vil herfra dække hele Mellemøsten.