MUSIK
Østens stjerne. Egyptens stemme. Den fjerde pyramide. Kært barn har mange navne, og sangerinden Umm Kulthum ligger i dag, tre årtier efter sin begravelse, der trak 4 millioner(!) egyptere ud på gaderne, stadig manges hjerte nært. Også den dansk-egyptiske sangerinde Fatma Zidans. Hun er selv en anerkendt musiker, og med sin store stemme, der spænder over flere oktaver, vil hun lørdag aften åbne op for ikke bare Umm Kulthum men flere lag af den klassiske, egyptiske sangskat sammen med Bilal Irshed på oud og Hany Essawaf på percussion.
Fatma Zidan, Koncertkirken, Blågards Plads 6A, 2200 København N, lørdag d. 13. april kl. 20
FEST
En lidt hurtigere udgave af den mellemøstlige musikarv kan du møde fredag aften. Med arabisk disko, tyrkisk funk, persisk elektronisk musik – og mavedans! – inviterer en gruppe mennesker med syrisk, palæstinesisk og afghansk baggrund til vaskeægte kulturel komsammen. ”As foreigners living in Denmark, it is our honor to represent our culture and soul. We want to show the world a different image since we come from the war zone….This night we want to take you with us to the grey zone in the Middle East, it’s when food and music meet each other in a symphony of expressions.” Sådan skriver de om arrangementet, kaldet Middle Eastern Soul, som både byder på mad, film, musik og fest. ”Remember to be nice,” som de slutter med at skrive.
Middle Eastern Souls, fredag d. 12. april kl. 21, Bolsjefabrikken, Ragnhildgade 1, 2100 København Ø
FILM
Syrien er en af de krigszoner, festarrangørerne ovenfor er flygtet fra. Baseret på vidneudsagn fortæller dokumentarfilmen The Impossible Revolution om den historiske baggrund, regionale kontekst og udviklingen i det, der i dag er en nyere tids mest ødelæggende borgerkrige, men som faktisk begyndte med et håb om fredelig forandring. Filmen vises på Københavns Universitet i samarbejde med foreningen NASIM.
Et andet krigsramt land er Afghanistan. Men for både Syrien og Afghanistan gælder det, at livet også her fortsætter, selvom det er under hårde kår. Det viser filmen “Kabul – City in the Wind”, som vandt prisen NEXT:WAVE på årets CPH:DOX. Her kæmper den filosofiske buschauffør Abas en daglig kamp for at holde sin udslidte bus i live midt i trafikkens kaos, mens den unge Asfhin må overtage faderrollen for sin yngre bror, da deres far går i eksil i Iran.
“Kabul – City in the Wind”, onsdag d. 17. april kl. 21.30 i Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Og så til Sydafrika…
Den sydafrikanske festival i Cinemateket fortsætter lidt endnu. På søndag kan du se Inxiebe (The Wound), en film, der krænkede over 7 millioner mennesker og blev forbudt i store dele af Sydafrika, men som også har vundet over 20 internationale priser. Og tirsdag vises I landets hjerte, en filmatisering af romanen af samme navn, som vores anmelder kaldte ”et fascinerende kig ind i en foruroligende og fascinerende verden.”
The Wound, søndag d. 14. april kl. 18 og lørdag d. 20. april kl. 19
I landets hjerte, tirsdag d. 16. april kl. 19.15
Begge i Cinemateket, Gothersgade 55, København K
God fornøjelse!