Stop slaveri! – særudstilling
Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K
30. marts 2017 – slutdato ikke angivet.
En udstilling i anledning af hundredåret for salget af de vestindiske øer kunne have haft mange vinkler; at koble Danmarks slavehandlerfortid sammen med menneskets frihedstrang og menneskerettighederne og at trække paralleller helt op til nutidens slavegjorte er både oplagt og genialt.
Man forventer måske ikke at se en sal dedikeret til fairtrade-bevægelsen på en udstilling om de tidligere dansk-vestindiske øer og deres rolle i handlen med ”det sorte guld og det hvide guld” (slaver og sukker), men efter at have været igennem en anden sal, der er dedikeret til FN’s menneskerettighedserklæring, virker det ikke så sært.
Hovedfokus i udstillingen er mennesket som frihedselskende og -krævende væsen, og der er dedikeret mindst lige så meget plads til de slavegjortes mange store og små oprør som til de historiske detaljer fra det danske kolonistyre på øerne.
Arbejdsrettigheder som et af civilisationens grundelementer
Der var mange taler ved udstillingsåbningen, og især Rie Vejs Kjeldgaard, Deputy Regional Director hos Den internationale arbejdsorganisation, ILO, gjorde indtryk.
ILO estimerer, at der er 21 millioner slavegjorte i verden i dag. Det er flere, end der har været på noget andet tidspunkt i historien. Deres arbejde giver et samlet overskud – ikke omsætning, men overskud – på 150 billioner US dollars ($150.000.000.000). Slaveri er en god forretning for nogle få mennesker og totalt ødelæggende for hele samfund.
Slaveriet er ikke noget, der er isoleret til nogen bestemt del af verden, selvom de slavegjorte har det tilfælles, at de er flyttet geografisk. Enten væk fra den egn, de kommer fra eller helt uden for deres land. Det estimeres, at der er 880.000 slavegjorte i Europa i dag, og at 500 af dem er i Danmark. Det moderne slaveri er ikke isoleret til sex trafficking; der er lige så mange slavegjorte husarbejdere, (mandlige) slaver i byggebranchen og (især børn) i landbruget.
Rie Vejs Kjeldgaard kom i sin tale også ind på, hvordan erklæringen af menneskerettighederne især kredsede om at indføre ordentlige arbejdsrettigheder i kølvandet på anden verdenskrig og dens arbejdslejre, og hvordan der er social uro alle steder, hvor der ikke er ordentlige arbejdsrettigheder. Det vil kræve samarbejder på tværs af det offentlige og det private og mellem regeringer, arbejderorganisationer og arbejdsgiverorganisationer at få stoppet slaveriet.
Man kan ikke undgå at lære noget
Udstillingen indeholder elementer af den dansk-vestindiske historie, som nok ikke kan findes på de mange andre udstillinger, der markerer hundredåret for salget af øerne. Men det virkelig interessante er parallellerne til de slavegjorte i dag og menneskerettighederne, der kæder det hele sammen og alligevel manglede både dengang og nu.
Det er tydeligt, at den ene af forfatterne til bogen ’Dansk Vestindien – fra dansk koloni til amerikansk territorium’, som er anmeldt her på Globalnyt har været med til at arrangere udstillingen, og det er bestemt et plus, for det er også en meget levende og interessant historiebog. Samtidig er spektret blevet udvidet med fairtrade-bevægelsen og det nutidige slaveri, som hver især tilføjer nye dimensioner.
Man lærer både noget om en side af Danmarks fortiede slavehistorie, som der ellers er total stilhed omkring (slavernes mange oprør og deres indædte frihedskamp), om menneskerettighederne og om de slavegjorte, som der stadig findes 21 millioner af i dag.
