Torsdag ankommer den 27-årige defensive spiller Harune Waly fra Mozambique og indleder et 3 måneders træningsophold hos Næstved Boldklub i 2. division, skriver internetsiden bold.dk tirsdag.
Frank Duelund, der er medlem af bestyrelsen i Næstved Boldklub, fortæller om baggrunden:
– Jeg snakkede på et tidspunkt med min erhvervsrådgiver i min bank. Vi talte lidt frem og tilbage om klubben, og nogle dage senere fik jeg en mail fra ham, hvor der stod, at hans svigerfar, som bor i Mozambique, gerne vil sponsorere en spiller til Næstved. Svigerfaderen ville betale for rejse, ophold og lommepenge for Harune, og så skulle Næstved Boldklub bare finde en værge for ham i de 3 måneder. Så slog jeg til og meldte mig, selv om jeg ikke havde spurgt konen. Men hun var nu med på idéen – vores børn er flyttet hjemmefra, og det bliver sikkert en stor oplevelse at have ham boende, forklarer Frank Duelund til bold.dk.
Bankrådgiverens svigerfar har et firma i Mozambique, og han følger intenst med i fodboldverdenen. Harune Waly er uden kontrakt, fordi hans klub, som spillede i landets bedste række, gik fallit, og han arbejder i øjeblikket i svigerfaderens firma.
– Svigerfaderen er overbevist om, at Harune er god nok til SAS Ligaen. Han har sagt, at vi skal se ham an i nogle måneder, og hvis vi ikke vil beholde ham, skal vi bare sende ham hjem igen, forklarer Frank Duelund til bold.dk.
Normalt, når der kommer afrikanske spillere til Danmark, er de nærmest investeringsobjekter, hvor klubberne håber på at kunne sælge spilleren videre til udlandet med en stor fortjeneste. Men i dette tilfælde hænger det ikke sådan sammen. Svigerfaderen har heller ikke en aftale om, at han skal have procenter, hvis Harune slår igennem og bliver solgt til en anden klub.