Fredsprismodtager fik MS-prisen for 12 år siden

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Modtageren af Nobels Fredspris for 2004, den kenyanske miljøaktivist og vicemiljøminister Wangari Maathai, stiftede i 1977 græsrodsorganisationen Green Belt Movement, som i en periode i 1990erne var en af Mellemfolkeligt Samvirkes samarbejdspartnere i Kenya, skriver organisationen i en pressemeddelelse fredag.

I 1992 fik Green Belt Movement MS-prisen for sit arbejde for at involvere tusindvis af kenyanske kvinder i miljøarbejde. Wangari Maathai skulle have prisen på 10.000 kr., men hun kunne ikke selv komme til overrækkelsen på Mellemfolkeligt Samvirkes repræsentantskabsmøde. Hun sultestrejkede i en kirke i Nairobi sammen med en gruppe mødre til politiske fanger under daværende Præsident Daniel Arap Mois undertrykkende styre.

Mellemfolkeligt Samvirkes udviklingsarbejder Frede Hansen arbejdede i en periode i Green Belt Movement under Maathai. Han kalder hende et karismatisk, veltalende og meget politisk menneske:

– I en tid med undertrykkelse og forfølgelse stod Wangari Maathai uforfærdet op mod styret. Hun blev forulempet og chikaneret, og med risiko for liv og førlighed talte hun magten midt imod.”

Mellemfolkeligt Samvirkes formand Søren Hougaard er glad for, at Wangari Maathai som den første afrikanske kvinde nogensinde får Fredsprisen:

– MS støttede hende, Green Belt Movement og andre vigtige aktører i en trang tid, da præsident Mois regime forsøgte at knuse enhver opposition. Frygtløst har hun kæmpet de fattiges og demokratiets sag og fået sat kvinder, menneskerettigheder og miljø på dagsordenen i Kenya, siger Søren Hougaard.

Han fortsætter:

– Det er en fantastisk opmuntring for især fattige kvinder i Den 3. Verden. Med Nobels Fredspris til Wangari Maathai kan de se, at kampen mod den politiske, økonomiske og sociale udstødelse nytter.

– Kvinderne er helt afgørende for samfundsfornyelsen i de mandsdominerede samfund i Den 3. Verden, og de bør selvfølgelig være en hel naturlig del af magten. Indtil nu har kvinderne og Wangari Maathai slet ikke fået anerkendelse nok for, hvad de udretter. Det får de heldigvis nu.

Yderligere oplysninger: Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke, 21602068. Frede Hansen 00256 77967575, nu udviklingsarbejder for MS i Uganda.