Fremtiden for NGOerne (15): Ser ud til at Danida nedtoner ligestilling

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Høringssvar fra Kvindernes U-landsudvalg (KULU)

“Der har hidtil været lagt megen vægt på ligestilling i Danmarks udviklingspolitik. Er der tale om en nedprioritering i dette udkast til en ny civilsamfundspolitik (for NGOerne)? Det ser sådan ud”, skriver KULU om udspillet fra Danida.

Udkastet til en ny dansk politik for det “folkelige u-landsDanmark” indeholder gode takter,men “overordnet læser vi udkastet med en vis skuffelse”.

KULU anfører videre:

Det er uforståeligt for os, at en politik, som lægger så stor vægt på menneske-rettigheder og fattige og marginaliserede grupper, har en så underordnet placering af ligestilling mellem kønnene og kvinders og pigers rettigheder.

KULU mener, at kvinder og piger udtrykkeligt og gennemgående bør nævnes i civilsamfundspolitikken.

Kvinder og piger halter meget bagud når det gælder lige rettigheder og ligestilling. Det fremgår klart, når man ser på den manglende opfyldelse af 2015-målene, som det også blev understreget på det netop afsluttede møde i FNsKvindekommission (CSW58).

Man bør i udviklingsarbejde generelt tale om kvinder og mænd – og ikke bare om mennesker eller befolkning – simpelt hen fordi mænds og kvinders vilkår er så forskellige i mange lande, at man ellers let svigter /udelukker den svagest stillede gruppe, nemlig kvinderne.

Grundlæggende mener vi, at ligestilling og kvinders og pigers rettigheder må med helt oppe i formålet for civilsamfundspolitikken (kap 2.1) på lige fod med fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder, lighed og bæredygtig udvikling

Manglen bliver gentaget i forhold til målgrupper (kap 2.2). Det virker mærkeligt at tale om særligt fattige og marginaliserede grupper, uden at nævne kvinder og piger eksplicit.

Inkonsekvent omtale af kvinderettigheder

Ligestilling og kvinders og pigers rettigheder er – indrømmet – ikke helt fraværende og dukker op flere steder i teksten til udkastet – blot ikke konsekvent.

F.eks. er unge nævnt flere gange i strategien som i kap. 3. Current Challenges and Opportunities:”create alliances between middle class youth and the rising demands of the poor and excluded …”

Dette giver god mening i forhold til den voksende unge befolkning i mange lande, men tager ikke fat om, at den kvindelige del kæmper med dobbelt undertrykkelse.

I eksempelvis Egypten har man set målrettet brug af kønsbaseret og seksuel vold for at tvinge kvinderne ud af offentlige aktioner og debatter. Sammenhængen mellem kvindernes rolle og sociale bevægelser bør understreges, så den ikke går tabt.

Rettigheder og bistanden

KULU støtter det tydelige fokus på en rettighedsbaseret tilgang (kap 4) og glæder sig over, at ligestilling mellem kønnene her er nævnt specifikt i denne kontekst. Men desværre kun som et eksempel på en rettighed og ikke som et gennemgående tema i kravene til alle indsatser.

Når der tales om en rettighedsbaseret tilgang må det skæres ud i pap, at kvinder har ret til indflydelse på lige fod med mænd.

Kapacitetsopbygning i civilsamfundsorganisationer må f.eks. omfatte både kvinder og mænd og det må nævnes specifikt.

Det er positivt, at skrøbelige situationer får et særligt afsnit og at piger og kvinder er specifikt nævnt som en sårbar og marginaliseret gruppe.

Meget af KULU’s konkrete udviklingsarbejde foregår i konflikt- og efter-konfliktsituationer, og vi ved, hvordan kvinder både er særligt udsatte men også spiller en helt nødvendig rolle i freds- og forsoningsprocesser.

Uden kvindernes aktive medvirken ingen bæredygtig fred og udvikling.

Det bør derfor også stå i civilsamfundspolitikken, at civilsamfundet skal inkorporere SCR 1325 i deres indsats som angivet i Danmarks handlingsplan til resolutionens gennemførelse.

Internationale netværk og partnerskaber

Vi støtter understregningen af betydningen af internationale netværk og især af både nord- og sydpartnernes deltagelse i disse (kap 3). I forhold til f.eks. KULUs deltagelse i CSW højner det kvaliteten af begges arbejde at vores maliske partner MUSONET også deltager på det internationale plan.

Især når det gælder kvinders rettigheder er internationale netværk med deltagelse fra både Syd og Nord centrale for at udveksle information og opbygge strategiske alliancer.

Det gælder specielt inden for seksuelle og reproduktive rettigheder (råderetten til egen krop) , der i disse år forsøges blokeret og rullet tilbage af stærke alliancer mellem ultrakonservative religiøse organisationer og konservative stater.

Dette arbejde er langsigtet og resultaterne er svære at kvantificere, og derfor er KULU lige netop på det her område bekymret over et øget krav om dokumentation af effekten, som i sin natur vil handle om det korte sigt.

Det må i hvert fald ikke føre til, at deltagelse i internationale netværk bliver endnu sværere at finansiere, end det allerede er, både for os og for vore partnere i syd.

Ligeværdighed og gensidighed i partnerskaberne er et princip, vi har arbejdet efter i mange år, og vi er meget enige i understregningen af dette (kap 5).

Oplysning og folkelig forankring

Vi er i KULU glade for, at mangfoldigheden i de danske civilsamfundsorganisationer anerkendes som en grundlæggende kvalitet (“Diversity in Danish Civil society is a vital quality and, therefore, individual organizations will remain free to choose different parameters in their work”, kap 7)

I lighed med NGO-Forums svar mener KULU – der i mange år har haft et omfattende oplysningsarbejde – at oplysning bør være forankret i en målsætning om at skabe mere opmærksomhed om globale dagsordner, og Danmarks rolle deri, således, at det fremgår, at vi både er en del af problemet og løsningen.

Der peges i udkastet på “partneship agreements between Northern og Southern CSOs to jointly launch informtion initiatives”. Det ser vi som en positiv udvikling.

Organisationernes arbejdsvilkår

Ud over det politiske indhold har vi en række kommentarer og bekymringer i forhold til de arbejdsvilkår civilsamfundspolitikken kommer til at medføre både over for os som en af de mindre organisationer og over for vore samarbejdspartnere.

Politiken bør gås kritisk igennem, så den ikke resulterer i en praksis, som kommer til at modvirke både den overordnede kvalitet og målet om diversitet i indsatsen.

Vi har i Kvindernes U-landsudvalg tæt på 40 års erfaring med udviklingsarbejde og ikke problemer med at honorere de krav, der er til f.eks. analyse, dokumentation og resultater i både ansøgnings- og afrapporteringsprocessen. Det vil ikke forandre sig med de krav til analyser, resultater mv, der er lagt op til i den nye civilsamfundspolitik.

Det er den samlede sum af krav, der belaster kapaciteten i en lille organisation som vores med små og svingende bevillinger, og som tager kræfter fra kernearbejdet. Det samme gælder for vore partnere i Syd.

Tag eksempelvis afsnittet om Theory of change (kap 4.2). Det ligner meget den virkelighed vi i forvejen opererer i og den tankegang, vi arbejder ud fra i meget af vores arbejde.

Men hvad er effekten i praksis af ”Each initiative, therefore, will need its own ToC based on an analysis of stakeholders influencing or hindering change which will shift from one situation or country to another.”?

I sig selv en nyttig analyse, men hvis det er en udvidelse af det analysearbejde, der allerede skal laves, så risikerer det at blive modproduktivt.

Med andre ord mener vi, at de skærpede krav til dokumentation, analyse mm. bør afvejes dels i forhold til projekternes størrelse, og dels i forhold til projekternes kontekst, så dele af kravene bliver redskaber man kan betjene sig af, men ikke absolutte krav.

Større og strømlinede projekter?

Som det er nu, ser det i kap. 2.3. ud som om det eneste svar, man har på at reducere omkostningerne for civilsamfundsorganisationerne er at gøre projekterne større (harmonized or joint support and by providing more strategic and programmatic funding). Det vil vi gerne advare imod.

En ensidig satsning på større og mere strømlinede projekter risikerer at udelukke mindre og fremvoksende organisationer både i Danmark og i samarbejdslandene og dermed gå ud over målet om diversitet og ikke mindst innovationen (nytænkning) og evnen til at reagere på skiftende forhold, som bliver specifikt efterspurgt i kap 5.

Svaret er i stedet bedre proportionalitet i kravene i forhold til projekternes størrelse.

Dette gælder ikke mindst i skrøbelige situationer, hvor lokalt baserede CSO’er, der grundet netop situationen kan have en ret svag fundering, ofte får en afgørende betydning for befolkningen på grund af statens fraværende eller utilstrækkelige tilstedeværelse.

På linje med NGO-forum er vi bekymrede for, at resultatorienteringen i nogen grad lægger op til, at man undgår mere usikre satsninger i vanskelige kontekster, hvor behovet måske er størst.

Det skal understreges, at selv om vi stiller os kritisk over for den bureaukratiske byrde, som civilsamfundspolitikken måtte medføre, er vi grundlæggende enige i politikkens fokus på resultater.

Vi opfordrer blot til, at dette bliver udmøntet med et skarpt blik for, hvordan dette bedst sker i praksis – og at det bliver skrevet ind som en målsætning i politikken.

Derudover er vi meget enige i, at partnerskabet mellem danske CSO’er og deres sydpartnere må være dybere og længere end de enkelte projekter, og at ren overførsel af midler uden udvikling af centrale kompetencer hos partneren ikke er ønskeligt (kap 6.3).

I forlængelse heraf savner vi dog nogle rammer for, hvordan man kan sikre denne kontinuitet for de mindre organisationer uden rammebevillinger.

Mere om KULU på www.kulu.dk