Den hårde konfrontatoriske sikkerhedspolitik har fejlet. Vi kan ikke løse verdens problemer med magt og militær. Men vi svigter også fortsat, når det gælder den bløde sikkerhedspolitik.
Derfor opfordrer Christian Friis Bach, Peter Lodberg, Vagn Berthelsen, og Søren Hougaard i en kronik regeringen til at samle Danmark om en nødvendig, værdig og styrket international vision. Det er der brug for.
Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten 8. oktober 2004
Den seneste tids skræmmende udvikling i Irak, Afghanistan, Kaukasus, Sudan og mange andre steder viser, at den hårde, konfrontatoriske sikkerhedspolitik fejler. Vi kan ikke løse verdens problemer med magt og militær.
Men udviklingen viser også chokerende klart, at vi har fejlet i den bløde sikkerhedspolitik, som vi har talt om i årtier, uden for alvor at gøre noget ved det.
Det bliver chokerende klart hvilken fejl, det har været, at vi nu i 50 år har holdt landbrugsprodukter, tøj og tekstiler fra landene uden om Europa ude med et væld af beskyttelsesordninger. Produkter der – hvis de var blevet lavet i de arabiske lande eller i Afrika – kunne have skabt hundredtusinder af arbejdspladser, kontakter, samarbejde, kendskab og venskab.
Vi holder fortsat produkterne ude, selv om hundredtusinder af unge mænd i vores nabolande går rundt uden arbejde, uden fremtid, uden muligheder. Det fører til frustration, og i værste fald fanatisme og fundamentalisme.
Det bliver også chokerende klart, hvilken kolossal fejl det har været, at vi ikke har gjort nok gennem økonomisk støtte og samarbejde, for at løse problemerne i vore nabolande og i verdens fattige lande.
I tiden efter anden verdenskrig satte amerikanerne massivt ind, og gav over 2 procent af deres bruttonationalindkomst i støtte til Europa for at skabe fred, stabilitet og udvikling. Det virkede til overflod, og var samtidig med til at binde stærke historiske bånd mellem EU og USA.
I dag giver verdens rige lande i gennemsnit 0,25 procent af deres bruttonationalindkomst til udviklingslandene. Selv om verdens rige lande i dag er langt rigere end USA efter anden verdenskrig. Og selv om der er langt flere og langt fattigere mennesker i Asien, Afrika og Latinamerika, end der var i Europa. I Danmark skærer vi ned og nærmer os 0,8 procent.
De fejl koster os dyrt. Vi har svigtet og svigter fortsat, når det gælder den bløde sikkerhedspolitik Det var også hovedkonklusionen fra konferencen Copenhagen Consensus, der fik markant opbakning fra regeringen.
Der findes løsninger på verdens store problemer. Det virker. Vi kan gøre noget. Og det vil ikke alene være rigtigt rent moralsk. Det vil også være en god forretning for verdenssamfundet.
En borgerkrig – og dem udbryder der omkring 2 af om året – koster i gennemsnit næsten 400 milliarder kroner – mere end verdens samlede u-landsbistand – i tab for både landet selv, nabolandene og verden.
Erfaringerne fra Sierra Leone har vist, at tilstedeværelse af internationale tropper kan være et effektivt redskab til at undgå og stoppe konflikterne. Indsatsen i Sierra Leone kostede i alt under 2½ milliard kroner. Det er mindre end det beløb, som vi i Danmark siden 2001 har sparet på vor udviklingsbistand om året!
Det koster kun få kroner at give børn et tilskud af mikronæringsstoffer som iod, vitamin A eller jern som led i vaccinationskampagnerne.
Brugte vi blot én milliard kroner mere på at gøre netop det, kunne vi redde livet for omkring en halv million børn. Og millioner af andre børn ville undgå at blive ramt af sygdomme, misvækst, manglende syn og manglende udvikling.
I Uganda afskaffede regeringen de skolepenge, som eleverne tidligere skulle betale. Ifølge økonomerne kostede det, afhængig af hvordan det regnes ud, mellem ½ og 2 milliarder kroner. Resultatet var, at 3½ million flere børn kom i skole i landet!
For blot én milliard kroner ekstra kunne vi med andre ord få 2-3 millioner flere børn i skole, hvis vi gjorde det samme i andre afrikanske lande. Og bedre uddannelse betyder bedre udvikling, bedre muligheder, øget vækst, mere demokrati og færre konflikter.
Beregningerne er usikre. Mange ting mangler. Og den indbyrdes prioritering kan diskuteres. Men tallene er markante og overbevisende.
Vi får pengene mere end 40 gange igen ved en styrket indsats mod aids. Vi får pengene 25 gange igen, hvis vi bekæmper malaria, som dræber mere end én million børn. Den danske malaria-forsker, Søren Jepsen, skønner, at en malaria-vaccine kan være klar i løbet af 5 år, hvis der her og nu bevilges én milliard kr. til formålet.
Omkostningerne ved at nedbryde verdens handelsbarrierer er meget lave. Gevinsterne kan derimod være enorme – op mod flere tusind milliarder kroner.
Den slags afkast og resultater er svære at finde ved offentlige investeringer i Danmark. Det er i løsningen af verdens problemer, vi får mest for pengene. Og mange løsninger vil endda ikke koste penge. De vil give os flere penge.
Valgte vi derfor ud fra samfundsøkonomiske kriterier, ville vi forebygge krige og konflikter, sygdomme og sult i stedet for at lappe og helbrede, når skaden først er sket.
Det betaler sig virkeligt at investere i fattige mennesker. Det giver mindre fattigdom, mere uddannelse, bedre sundhed, mere demokrati, mindre ustabilitet, færre krige og konflikter. Og det giver mere velfærd og velstand. Den viden skal ikke afvises. Den skal bruges. Vor manglende indsats over for problemerne koster dyrt.
Aldrig tidligere i historien har vi haft så stor materiel velstand som i dag. Alligevel mangler hundrede millioner af mennesker at få dækket helt grundlæggende behov som det daglige brød og en basal sundhedstilstand.
Regeringen har fremlagt sin nye bistandsstrategi, Sikkerhed, Vækst og Udvikling.
Den sætter fokus på sikkerhedspolitik og på nogle af verdens mest presserende problemer. Sikkerhed, fred, bekæmpelsen af hiv/aids, globale miljøproblemer, flygtninge og demokrati i den arabiske verden. Det er godt og nødvendigt.
Men regeringen sætter desværre ikke flere penge af. Forslaget til finanslov lægger op til, at Danmark de næste år skal give stort set samme beløb som nu. I procent af vor samlede bruttonationalindkomst betyder det, at vi giver mindre. Og pengene til de mange nye initiativer tages fra de fattigste lande og mennesker. Det er ikke rimeligt.
Vi vil opfordre den danske regering og resten af folketinget til at øge ambitionsniveauet. Lad os sætte et mål om ikke kun at give 0,8 procent eller én procent. Men at give 2, 3 eller 5 procent af vor velstand til at løse verdens problemer.
Det skal ikke kun ske gennem traditionel udviklingsbistand, men gennem fredsbevarende tropper til FN, kraftigt styrket forskning målrettet mod at løse de globale og grænseoverskridende sygdomsproblemer og miljøproblemer; og hjælp til danske virksomheder og foreninger så de kan engagere sig i løsningen af de globale problemer.
Men samtidig skal vi fastholde og styrke indsatsen for at løse de grundlæggende fordelings- og fattigdomsproblemer i verden: Sulten, sygdommene og manglen på uddannelse.
Vi må væk fra at se vort internationale engagement snævert som u-landsbistand, og over til en bred og styrket global indsats, der engagerer og involverer hele det danske samfund.
Vi skal genskabe visionen om en ”blød” sikkerhedspolitik, der virker. En sikkerhedspolitik, der skaber sikkerhed ikke kun forstået som fravær af krig, men som sikkerhed for det enkelte menneske i form af fravær af trusler fra både sygdom, sult, miljøkatastrofer og konflikter.
Øget samhandel og øget støtte er nødvendigt, fordi alle mennesker i verden har ret til et liv i i tryghed og værdighed.
Vi har derfor et ansvar for alle menneskers vilkår, uanset hvor i verden de bor. Også selv om de mennesker, der fysisk og uddannelsesmæssigt er længst væk fra den globale økonomi, er dyre og vanskelige at hjælpe.
Men resultaterne fra Copenhagen Consensus – og den seneste tids internationale udvikling – viser med al ønskelig tydelighed, at en øget indsats for at løse de globale problemer også er en vældig god forretning.
Ikke kun for vore nabolande og verdens fattigere lande, men for os selv og os alle sammen. Vi har fået tungtvejende rationelle argumenter for at ønske en bedre og mere retfærdig verden.
Derfor vil vi opfordre regeringen til at samle Danmark om en nødvendig, værdig og styrket international vision. Det er dét, der er brug for.
Christian Friis Bach er lektor og tidl. formand for Mellemfolkeligt Samvirke, Peter Lodberg er tidl. generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Vagn Berthelsen er generalsekretær i Ibis og Søren Hougaard formand for Mellemfolkeligt Samvirke.
